Danskernes lyst til at hjælpe flygtninge vokser voldsomt i disse uger.
I næsten fem år har nødhjælpsorganisationerne forsøgt at gøre opmærksom på de syriske flygtninges lidelser. Men det er først i løbet af de sidste par uger, at danskerne for alvor er begyndt at donere penge.
Det fortæller Claes Amundsen, der er kommunikationschef i Red Barnet.
- Det er helt vildt. Vi ser i øjeblikket en lyst til at hjælpe, som vi ikke har set i mange, mange år.
Støtten er eksploderet
Hos Røde Kors er tendensen den samme, siger kampagneleder Malene Grauslund.
- De sidste 14 dage har vi oplevet en eksplosion i danskere, som gerne vil støtte hjælpearbejdet, siger hun.
De daglige bidrag hos Dansk Røde Kors er femdoblet i forhold til for bare få uger siden.
Også hos Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp strømmer pengene ind i de her uger. Folkekirkens Nødhjælp har indsamlet fire millioner kroner i de seneste tre uger.
Flygtninge i Danmark har gjort forskellen
Red Barnet kunne også tilføje, at de i dagene efter selve landsindsamlingen den 6. september fik mange penge ind via de pjecer og girokort, som de efterlod ved dem, der ikke var hjemme.
Claes Amundsen fra Red Barnet mener, det kan skyldes, at der lige præcis på det tidspunkt kom flygtninge til Rødby og Padborg.
Over hele linjen er der enighed om, at det faktum, at flygtningene er kommet til Danmark, har gjort os mere gavmilde.
Den druknede dreng
Ifølge Malene Grauslund var det dog billedet fra først på måneden af den druknede dreng i den røde t-shirt og de blå shorts, som skyllede i land på en strand i Tyrkiet, der blev vendepunktet:
- Et lille menneske, som blev et symbol på den katastrofale situation, som syrerne står i.
Indtil billederne dukkede op, havde Red Barnet lidt svært ved at finde frivillige til landsindsamlingen få dage senere. Men i sidste øjeblik meldte mange sig på banen, og der kom et rekordbeløb i indsamlingsbøsserne, fortæller Claes Amundsen:
- De senere år har en landsindsamling i Red Barnet typisk ligget på omkring 7-7,5 millioner kroner. I år endte vi med at få over 11,5 millioner kroner, siger han.
Historisk gavmildhed
Normalt giver danskerne flere penge til ofre for naturkatastrofer end til flygtninge.
Men i øjeblikket er tallene næsten på højde, og det får Claus Amundsen til at kalde velvilligheden historisk:
- Vi skal tilbage til 1990’erne, hvor vi havde de store Balkan-kriser, hvor danskerne også pludselig stod og havde øjenkontakt med flygtninge, der lignede os selv. Det er noget i den stil, vi ser i øjeblikket, siger Claes Amundsen.