Konstant kløe, dårlig søvn og jævnlige anfald hvor ansigtet hæver op, er nogle af følgerne for Tim Kristensen, der i 2013 arbejdede i blot tre måneder som vikar hos Siemens Wind Power.
- Der er ikke noget at gøre. Det er sådan mit liv er nu, jeg må bare forsøge at komme videre, siger Tim Kristensen.
Tim Kristensen har fået allergi for resten af livet efter at have repareret vindmøllevinger med epoxy. Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt, at epoxyallergien skyldes arbejdet på Siemens Wind Power.
Krattet til blods
Den morgen, 21 Søndag besøger Tim Kristensen har han været vågen tre gange i løbet af natten, hvor han har kløet på armene og benene.
- Det er hver nat i tre år, jeg ikke har sovet igennem. Det er sket flere gange, at jeg er vågnet op, hvor jeg er fuldstændig krattet til, både på arme og ben, siger Tim Kristensen.
Hver morgen må han smøre sig ind i creme for at holde kløen nede. Øjenlågene er konstant lidt hævet, og Tim Kristensen føler, at han ser 10 år ældre ud, end han er.
- Det er da træls at se sig i spejlet på den her måde og tænke, at det bliver aldrig bedre. Det bliver faktisk måske kun værre.
Møder epoxy i hverdagen
Omkring 10-12 gange om året får Tim Kristensen voldsomme anfald.
- Jeg er så hævet, at jeg næsten ikke kan åbne øjnene. Og jeg bliver ildrød på arme og ben. Det er ikke spor rart. Så gør jeg det, at jeg isolerer mig i tre-fire dage.
Tim Kristensen mener, at anfaldene bliver udløst, når han møder epoxy i løbet af dagen.
Værst var det engang, da han gik forbi en Fakta-butik, hvor de var ved at lægge gulv og brugte epoxy-lim. Men det kan også ske på det arbejde, han har i dag, med at bringe pakker ud for DHL. Så begynder han at klø i ansigtet og armene, og efter et par timer hæver han op.
- Der er flere steder i Hirtshals, hvor jeg simpelthen ikke kører ind, fordi de arbejder med epoxy-maling til skibene. Jeg har en aftale med nogle af de ansatte, om jeg bare holder uden for, og så henter de pakken, siger Tim Kristensen.
Tim Kristensen, 45, kalder det frustrerende, at han er havnet i den situation.
- Nogen arbejder på Siemens i mange år uden at tage skade af det. Jeg var der kun i tre måneder, og nu er jeg mærket af det resten af mit liv. Det er mig, der har trukket det lod, desværre.
Våd af epoxy
På Siemens Wind Power arbejdede Tim Kristensen med at slibe og reparere nylavede vindmøllevinger. Reparationerne foregik bl.a. inden i de store vinger, hvor han skulle laminere med epoxy.
- Man skøjter rundt inde i de vinger her. Man er fuldstændig grattet ind i epoxy-resin bagefter, og epoxyen trænger igennem de dragter, man har på, i løbet af ingen tid.
Tim Kristensen mener, det var umuligt at undgå at komme i kontakt med epoxyen, selvom han bar den anviste beskyttelsesdragt og også havde været på epoxy-kursus. F.eks. kunne man ligge tre mand sammen, 10-15 meter inde i vingen, og laminere et stort område.
- Hvis du forlader det midt i det hele for at skifte dragt, så bryder det sammen, og så kan du starte forfra igen, siger Tim Kristensen.
Ifølge Arbejdsskadestyrelsen er det arbejdet med epoxy, der har givet Tim Kristensen epoxyallergi, og den vurderer at han har fået varigt mén af det. Han har fået tilkendt omkring 150.000 kroner i godtgørelse.
Nye oplysninger ryster
Tim Kristensen kender flere andre, der har fået eksem eller astma efter at have arbejdet på Siemens Wind Power. Han er forarget over DR’s nye afsløringer om at virksomheden har undladt at sende en rapport om arbejdsmiljøet til Arbejdsstyrelsen, - en rapport som flere eksperter mener, at myndighederne skulle have haft.
- Det er altså rystende, - rystende på så mange planer. Så er det jo en bevidst handling, de har gjort for at skjule en masse om at det har været skidefarligt at arbejde derude, siger Tim Kristensen.
Er du blevet syg af at arbejde hos Siemens eller har oplysninger i sagen? Så vil DR Nyheders undersøgende redaktion meget gerne høre fra dig. Skriv til os på tipos@dr.dk.