To mænd på 27 og 34 år er fredag ved Retten i Glostrup blevet kendt skyldige for at have overfaldet og hånet en fængselsbetjent.
Den 27-årige idømmes fængsel i tre måneder samt betinget udvisning af Danmark i to år. Den 34-årige får en fængselsstraf på ti dage.
I anklageskriftet var begge tiltalt for at have overfaldet, spyttet og hånet en fængselsbetjent 5. september i Hedehusene.
Den 27-årige blev ikke dømt for at have kaldt fængselsbetjenten for "luder" og "ludersøn". Det forhold nægtede den 27-årige da også.
Derimod blev den 34-årige kendt skyldig i at have sagt skældsordene, men ikke for fysisk kontakt.
Overvågning som bevis
Episoden skete på en parkeringsplads foran en daginstitution, hvor fængselsbetjenten ventede i sin bil, mens konen var inde i børnehaven for at hente parrets børn.
Videoovervågning, der fredag blev afspillet i retten, viste, hvordan den 27-årige havde stukket sin arm ind gennem bilruden.
- Jeg fik et slag, som ramte i højre kindben. Det kom som et chok. Det havde jeg ikke set komme, forklarede den forurettede i retten.
Den 27-årige har forklaret, at han rigtig nok havde armen gennem bilruden, men at han ikke slog fængselsbetjenten.
- Jeg slår ham ikke, hr. anklager. Jeg klapper ham bare, lød det tidligere fredag.
/ritzau/