En person er blevet anholdt i forbindelse med et overfald på en fængselsbetjent mandag eftermiddag.
Det bekræfter vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi. Han kan tirsdag aften ikke oplyse nærmere om den anholdte, eller hvor anholdelsen er sket.
Fængselsbetjent blev overfaldet af to tidligere indsatte, da han opholdt sig ved en børneinstitution i Hedehusene for at hente sine børn.
Den 27-årige betjent blev slået i ansigtet med knyttet næve og spyttet på, oplyste Fængselsforbundet tidligere tirsdag.
Sammen med sin samlever var han kørt hen til institutionen. Mens hans kone hentede børnene, kom to mænd hen til ham.
De råbte "ludersøn" på tyrkisk, efter at den ene havde slået ham i ansigtet, mens den anden havde spyttet på ham.
De to tidligere indsatte var vrede over en hændelse i forbindelse med den enes afsoning, oplyser Fængselsforbundet.
Efterlyser vidner
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at det var den forurettede betjent, der havde genkendt de to overfaldsmænd. Desuden oplyses det, at politiet kender identiteten på den anden gerningsmand, der nu er efterlyst.
Desuden søger politiet vidner, der har set overfaldet, der fandt sted foran daginstitutionen Solhøj på Charlotteager 226 i går klokken crika 15.45.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummer 43861448.
- •
Mange sager om trusler
- •
Siden juli har forbundet registreret et stort antal sager, hvor betjente er blevet truet og chikaneret i deres fritid.
- •
I alt nærmer antallet sig 40 siden midten af juli.
- •
Dengang blev en betjent skudt ned, da han mødte på sit arbejde ved fængslet i Nyborg.
- •
Tidligere blev en betjent overfaldet nær Vestre Fængsel i København, og en anden blev overfaldet på Nørrebro, da han var på vej hjem.
/ritzau/