To tidligere indsatte overfaldt mandag eftermiddag en fængselsbetjent på Sjælland.
Overfaldet skete, da fængselsbetjenten sammen med sin kone skulle hente et barn i børnehaven.
Ifølge DR Nyheders oplysninger henvender de to tidligere indsatte sig til fængselsbetjenten ved dennes bil og den ene henviser direkte til, at han har været indsat der, hvor fængselsbetjenten arbejder.
Fængselsbetjenten blev slået i hovedet og spyttet på.
Ifølge Fængselsforbundets formand Kim Østerbye er grænsen for længst overskredet, når det kommer til, hvad fængselsbetjentene skal og kan leve med: - Når vores medlemmer med er ængstelige døgnet rundt, er vi nået et fuldstændig uacceptabelt niveau. En gang var overfald på fængselsbetjente i fritiden en sjældenhed, men nu er det hverdag. De kyniske overfald kalder på en arbejdsgiver, der prioriterer sikkerheden for de ansatte, som det højeste, siger han i en pressemeddelelse.
Overfaldet sker i kølvandet på en voldsom sommer for fængselsbetjentene, hvor blandt andet en fængselsbetjent ved Nyborg blev passet op af flere gerningsmænd og skudt i benet på klods hold.
Siden har justitsminister Søren Pind (V) varslet øget fokus på fængselsbetjentenes sikkerhed.