Danmark kan sagtens løfte et større ansvar, når det kommer til at hjælpe nødlidende flygtninge.
Ifølge en ny meningsmåling lavet af Epinion for DR mener hver anden adspurgte dansker, at Danmark skal hilse flere asylansøgere velkommen, hvis de kun kommer til landet for en tid.
Flygtninge på midlertidigt ophold skal som udgangspunkt rejse tilbage til deres hjemland, hvis der bliver stabilitet i landet.
Men regeringen deler ikke lysten til at tage imod flere flygtninge på midlertidigt ophold.
For de er ikke gode nok til at rejse hjem igen, lyder det fra integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Jeg vil også rigtig gerne hjælpe mennesker i nød, men hvis det skal være i Danmark, så skal vi også være sikre på, at de rent faktisk vender tilbage, og historisk set har det vist sig at være svært. Dilemmaet er, at midlertidig har det med at blive permanent, siger ministeren til DR Nyheder.
Ikke sendt nogen hjem i ti år
Danmark har slet ikke de sidste ti år sendt flygtninge hjem, fordi det igen var sikkert for dem at vende tilbage til deres oprindelsesland, viste et svar sidste vinter fra den tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Integrationsudvalg.
Men ifølge generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, drømmer langt de fleste faktisk om at vende hjem tilbage til rødderne.
- Vi møder flygtninge, som rigtig gerne vil hjem. Det er bare ikke den mulighed, de har nu. Syrerne vil helst tilbage til et Syrien, som de kendte, selvom det er tvivlsomt, om det bliver det igen, siger han.
Det er hovedsageligt folk fra Syrien, der for tiden søger asyl i Danmark efterfulgt af flygtninge og migranter fra Eritrea.
Over halvdelen vil give flere penge til nærområder
Foruden den ekstra håndsrækning, som altså halvdelen af de adspurgte danskere er klar med, så mener over halvdelen (69 procent) ifølge meningsmålingen, at løsningen på flygtningekrisen i Europa er at donere flere penge til områderne nær til de blodige konflikter.
Det er lande som Libanon og Jordan, der er ved at bukke under for flygtningepresset.
Men her og nu har regeringen ikke flere penge klar til at forbedre forholdene for de millioner af syriske flygtninge, der har søgt sikkerhed hos naboerne på den anden side af Syriens grænser.
Regeringen har ingen planer om at finde midler fra andre puljer, end hvad der allerede er afsat på u-landsbistanden, siger Inger Støjberg.
Flygtningestrøm i Europa skal først standses
Løsningen er først og fremmest at få bremset tilstrømningen til EU. For lige nu går der alt for mange u-landskroner til at hjælpe de mange asylansøgere, som allerede er kommet til Danmark, mener ministeren.
- Vi ønsker at omprioritere hjælpen, så vi hjælper mere i nærområderne, for lige nu går en stor del af u-landsbistanden op i Sandholmlejren, fordi pengene, det første år en flygtning er i Danmark, bliver taget fra u-landsbidraget. Det betyder, at der er færre penge at bruge i nærområderne, siger Inger Støjberg.
Den betragtning er Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp slet ikke enig i. Man er nødt til at lave flere initiativer samtidig, siger han.
- De internt fordrevne skal hjælpes, man skal have bilagt konflikterne, hjælpe i nærområderne så godt man kan og i øvrigt tage sig af dem, der står ved vores ydre grænser. Det er vigtigt ikke at se det som enten - eller, men se det som både - og, siger han.
- Indsatsen er alt for sløj i nærområderne, det er åbenlyst. Men det er ikke det samme som, at vi ikke skal se i øjnene, at det også skal håndteres, at der lige nu står mange ved EU’s ydre grænse, siger generalsekretæren.
I alt har 5.174 personer i de første syv måneder af i år søgt om asyl i Danmark mod 5.595 i samme periode sidste år, viser de nyeste tal fra Udlændingestyrelsen. I juni søgte 1.087 om asyl i Danmark, mens tallet i juli var 1.038. Det er en stigning i forhold til forårsmånederne, hvor tallet lå på 466 i marts, 563 i april og 904 i maj.
Se mere om flygtningesituationen i aften klokken 20:00 på DR2, hvor Detektor og Debatten sætter fokus på, hvad Danmark skal gøre.