Overenskomstforhandlingerne mellem de kommunalt ansatte og Kommunernes Landsforening er her til aften brudt sammen.
Det fortæller lærerformand Anders Bondo Christensen, der også er formand for Forhandlingsfællesskabet, som forhandler for de kommunalt ansatte.
- Vi kommer ikke videre. Vi satte forhandlingerne på pause i går med håb om, at vi kunne finde en fælles løsning i løbet af dagen. Men det er ikke sket. Det må vi konstatere, siger han.
En halv million danskere er i dag ansat inden for det kommunale område, og sammenbruddet sker blot få dage efter, at overenskomstforhandlingerne for 180.000 statsansatte ligeledes brød sammen.
Ifølge Anders Bonde Christensen er det først og fremmest lønnen, der har stået i vejen for en ny aftale.
- Vi er kommet med vores bud på, hvordan lønnen skal se ud, men det kan KL åbenbart ikke købe. Men vi står i den lidt skøre situation, at vi som lønmodtagerorganisationer ikke har fået et forslag til en lønramme fra KL. Jeg har aldrig oplevet, at vi måtte afbryde forhandlingerne uden så meget som at få et udspil om lønnen, siger han.
- Lønudviklingen er kernen i enhver overenskomst. Og vi har meget, meget skarpt fokus på, at de kommunalt ansatte får en reallønsudvikling på linje med det, man har i det private, understreger Anders Bondo Christensen.
Nyt møde på torsdag
Ifølge Michael Ziegler (K), der er chefforhandler for KL, har de ansattes lønkrav været alt for højt.
- Vi er blevet mødt med krav om lønstigninger på 9,1 procent, hvilket er langt over løsningen på det private arbejdemarked. Det er fuldstændigt uholdbart, siger han og fortsætter:
- Vi har tilbudt, at vi vil lægge umiddelbart op til det private forlig, som blev indgået sidste år. Det var på cirka syv procent. Her er de offentligt ansattes krav på væsentligt mere, end der blev givet på det private område. Det kan vi ikke honorere, siger han og understreger, at det offentlige område "ikke må svinge taktstokken i forhold til lønudviklingen".
- Det vil ødelægge konkurrenceevnen og være samfundsøkonomisk uansvarligt.
Michael Ziegler, der til daglig er borgmester i Høje-Taastrup, kalder sammenbruddet for "brandærgerligt".
- Derfor ser det ud til, at vi kommer til at forstyrre rigtig mange mennesker, som er afhængige af de kommunale kerneydelser, siger han.
Forligsinstitutionen, der skal bistå i interessekonflikter på arbejdsmarkedet, har allerede indkaldt de stridende parter til et nyt møde torsdag. Her skal de så se, om de kan blive enige om en aftale.
- Jeg tror godt, at forligsinstitutionen vidste, at der var tale om vanskelige forhandlinger, når man ikke kunne lande et resultat på statens område, siger Anders Bondo Christensen.
Michael Ziegler understreger, at KL vil "gå konstruktivt ind til de drøftelser" for at undgå en konflikt.
- Vi må anstrenge os endnu mere for at undgå, at det ender med en strejke på det kommunale område.