Lettet minister: Hver eneste dag har jeg håbet, at Britta blev fanget

- Jeg håber, at hun får den hårdest mulige straf, siger socialminister Mai Mercado (K).

Mai Mercado er meget lettet over, at Britta Nielsen nu er anholdt. (© (c) DR)

Det vækker lettelse hos socialminister Mai Mercado (K), at den 64-årige svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen tidligt i morges blev anholdt i Sydafrika.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg vågner hver eneste dag og håber, at det er dagen, hvor hun bliver pågrebet. Og derfor er jeg selvfølgelig meget glad for, at hun nu er anholdt, siger ministeren.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, også kaldet Britta Nielsen, blev anholdt i en lejlighed i Johannesburg klokken 05.30, og ifølge hendes forsvarsadvokat ønsker hun at komme til Danmark hurtigst muligt.

I Danmark er den 64-årige kvinde sigtet for at have svindlet for omkring 111 millioner kroner mellem 2002 og 2018, hvor hun arbejdede i Socialstyrelsen og i ministeriet.

Socialminister Mai Mercado håber, at Britta Nielsen snarest muligt bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

- Det er meget vigtigt, at de ansvarlige nu bliver stillet til regnskab for de millioner, der er svindlet for og taget fra udsatte grupper. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere moralsk angribeligt, end at man går ind og tager penge fra de borgere, som har det allermest forfærdeligt, siger hun.

Penge taget fra mest udsatte mennesker

Hvad håber du, at der kommer til at ske, når hun kommer til Danmark?

- Jeg håber, at vi får den sidste brik, så denne her sag nu kan blive kulegravet, så vi kan få syn for, hvad der rent faktisk er sket med de millioner, der er blevet svindlet for.

Ministeren slår fast, at det er op til politiet og anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden mod Britta Nielsen.

Hun er dog ikke i tvivl om, at Britta Nielsen skal straffes hårdt, hvis hun findes skyldig.

- Der er taget penge fra de mest udsatte mennesker, og så fortjener man også den hårdest mulige straf, siger hun.

Mai Mercado er ikke den eneste minister, som har kommenteret anholdelsen.

- Så klappede fælden! Flugten er forbi. Godt arbejde af Søik, skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på Twitter.

- Anholdelsen af den hovedmistænkte betyder, at der nu er håb for, vi kan finde resten af de forsvundne millioner. Svindel med vores allesammens midler skal straffes hårdt og konsekvent, skriver han videre.