Sydafrikansk politi: Britta havde mange kontanter på sig

De sydafrikanske myndigheder vil modsætte sig løsladelse mod kaution.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er efterlyst i sag om formodet svindel for mindst 111 millioner kroner. (Foto: © Claus Rasmussen og Mediehuset Wiegarden)

Den 64-årige svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen var i besiddelse af et større kontantbeløb, da hun tidligt i morges blev anholdt.

Det fortæller Vishnu Naidoo, der er talsperson for det nationale politi i Sydafrika.

- Under anholdelsen fandt vi et stort kontantbeløb på hende. Det var kontanter i sydafrikanske rand, fortæller polititalspersonen, der ikke vil oplyse, hvor mange penge der var tale om.

Han fortæller, at den danske kvinde blev anholdt af betjente fra Interpol på et hotel i Sandton, der er en forstad til Johannnesburg.

Glade for at have fundet hende

Den 64-årige kontorfuldmægtig var allerede forsvundet, da mistanken om millionsvindlen med tilskudsmidler opstod. Efterfølgende har hun været efterlyst internationalt og er blevet varetægtsfængslet in absentia.

Efterforskningen af sagen har i første omgang sat hende i forbindelse med svindel for 111 millioner kroner i perioden fra 2002 til i år.

Udbyttet af svindlen kan dog vise sig at være endnu større, da Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet undervejs i efterforskningen har sat hende i forbindelse med mistænkelige overførsler allerede i 1997.

Anna Britta Troelsgaard Nielsens forbindelser til Sydafrika er et af de spor, som længe er blevet efterforsket i sagen. Hun har flere gange i årenes løb været i landet, og tirsdag i sidste uge blev en af de tre hælerisigtede i sagen anholdt, da han forsøgte at rejse ud af Sydafrika via den internationale lufthavn i Johannesburg.

Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet har desuden tidligere anmodet om at få indefrosset penge på sydafrikanske konti i forbindelse med sagen.

Derudover har Ekstra Bladet afdækket, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen fløj fra Zürich til Sydafrika og landede i Johannesburg den 23. september.

- Vi har længe kigget efter hende, fordi hun havde en 'rød efterlysning' i Interpol, og vi er glade for, at vi nu har fundet hende, siger Vishnu Naidoo.

En rød efterlysning er en opfordring til at finde og arrestere en efterlyst med henblik på at få dem udleveret til retsforfølgelse i et andet land.

Vil modsætte sig løsladelse mod kaution

Vishnu Naidoo kan ikke give flere oplysninger om selve anholdelsen af Anna Britta Troelsgaard Nielsen, men han fortæller, at kvinden skal for retten i dag med henblik på varetægtsfængsling i et sydafrikansk fængsel.

Ifølge Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet vil Danmark anmode om at få hende udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

- Vi kommer til at modsætte os muligheden for løsladelse mod kaution, da hun er på flugt fra sit hjemland, siger Vishnu Naidoo.