To ledende politifolk tiltales for at lyve i retten

De to politiledere fik også kritik, da Tibetkommissionen afgav beretning omkring jul.

Under to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013 blev der givet klart ulovlige ordrer, som betød, at Københavns Politi greb ind over for demonstranter i strid med deres grundlovssikrede ret til at ytre sig og forsamle sig. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

To ledende politifolk tiltales for at have afgivet falsk forklaring i retten om forløbet i Tibetsagen.

Det oplyser Statsadvokaten i København.

- Efter en grundig gennemgang af det meget omfattende efterforskningsmateriale er det anklagemyndighedens vurdering, at de to politiledere skal strafforfølges for at have afgivet falsk forklaring, da de blev afhørt i retten om det kinesiske statsbesøg, lyder det fra statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

De to ledende politifolk, Henrik Oryé og Claus Hjelm Olsen, har hidtil været sigtet i sagen, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed har efterforsket.

Gav ukorrekt billede af, hvad der skete

I en retssag i Københavns Byret har de to ledende politifolk fortalt, at der ikke var en ordre om at fjerne tibetanske flag fra demonstranter ved et kinesisk statsbesøg i 2012.

Det er siden kommet frem, at der fandtes en sådan ordre, hvilket har medført hård kritik fra Tibetkommissionen, som også kritiserede de to ledende politifolk.

De to politiledere blev afhørt som vidner i retten, fordi flere borgere havde anlagt sag mod Københavns Politi for ulovlig frihedsberøvelse.

- Vi er enige med Politiklagemyndigheden i, at der uden sagligt grundlag blev grebet ind over for nogle af demonstranterne, og vi er også enige i, at de forklaringer om forløbet, der blev givet i retten af de to politiledere, ikke giver et korrekt billede af, hvad der rent faktisk skete, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Det sker sjældent, at politifolk tiltales i sager som denne.

De to tiltalte politiledere har ifølge Statsadvokatens opfattelse også afgivet urigtige og vildledende oplysninger, der skulle bruges i svar til Folketinget om sagen. Men det vil de ikke blive tiltalt for, da den del af sagen er forældet.

Ingen andre ansatte ved politiet vil blive retsforfulgt i forbindelse med Tibetsagen, oplyser Statsadvokaten.

Nægter løgn

Til DR Nyheder oplyser advokat Mads Kramme, der repræsenterer den tiltalte Henrik Oryé, at hans klient nægter sig skyldig.

- Jeg kan oplyse, at min klient nægter sig skyldig og imødeser straffesagen med sindsro, siger Mads Kramme.

Det har ikke være muligt for DR Nyheder at få kontakt til advokaten for Claus Hjelm Olsen.

Det er uvist, hvornår sagen kommer for retten.

Vildledning af Folketinget straffes ikke

Ifølge statsadvokat Lise-Lotte Nilas har de to politimænd også indirekte ført Folketinget bag lyset. Det skete, da de kom med "urigtige og vildledende oplysninger til brug for besvarelse af spørgsmål fra Folketinget," hedder det i en pressemeddelelse.

Denne påståede tjenesteforsømmelse kan imidlertid ikke straffes, da forholdet er forældet.

Falsk forklaring for retten

  • Straffelovens § 158: ”Den, som afgiver falsk forklaring for retten, herunder ved anvendelse af telekommunikation, straffes med fængsel indtil fire år.”