Dagen før årsdagen for angrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge er Muhammed-tegneren Lars Vilks gæst på Christiansborg, hvor han deltager i en konference om ytringsfrihed og kunst.
Og ytringsfriheden er presset, lyder det fra manden, der for snart et år siden var et af målene for en del af terrorangrebet i København, da han deltog i debatmødet på Krudttønden.
- Det er klart, der er mange problemer, og det har ikke forbedret sig siden 14. februar. En side af problemet er trusler og vold, og det er accelereret, og man forsøger at skræmme folk, så det sætter sig i ytringsfriheden. Det andet problem er den politiske korrekthed, siger Lars Vilks.
Lever under massiv sikkerhed
Allerede under angrebet sidste år var der massiv sikkerhed omkring kunstneren, men efter angrebet blev sikkerheden strammet yderligere.
- For mit vedkommende har konsekvensen jo været, at sikkerheden er blevet forhøjet, og det betyder, at jeg skal indordne mit liv efter det. Alt skal planlægges, det er strenge sikkerhedskrav at leve under, og det er svært at bevæge sig rundt. Og der er intet, der tyder på, at det ændrer sig, siger Lars Vilks.
Arrangementet i dag afholdes under stor bevogtning, og som andre gange før er Christiansborg det eneste sted, der kan lægge lokaler til. Men det får ikke deltagerne ved konferencen til at ændre holdning omkring deres kunst og ytringsfrihed, mener Lars Vilks.
- Alle er bevidste om, at man må forsvare sin position og ikke moderere eller holde sig tilbage. Jeg tror, der er stor enighed om, at man skal holde fast ved ytringsfriheden.
- Vi skal mindes de døde og fejre ytringsfriheden
En anden deltager ved konferencen er Helle Merete Brix. Hun er medgrundlægger af Lars Vilks Komitéen, der står bag arrangementet. Hun mener, det er vigtigt, at konferencen holdes tæt op ad årsdagen.
- Det skal holdes, fordi vi vil mindes de dræbte, Finn Nørgaard og Dan Uzan, men ud over at se tilbage og sørge, vil vi også fejre kunst og ytringsfriheden og de muligheder, de to ting giver os. Dagen skal minde os om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at forsvare retten til at ytre os, siger Helle Merete Brix.
Ligesom konferencens hovedperson mener Helle Merete Brix også, at ytringsfriheden er presset.
- Der er en romantisk formulering om, at pennen er stærkere en sværdet – det er den ikke. Vi kunne ikke holde det her møde, hvis ikke vi var så godt beskyttet med alle de betjente, der er til stede, siger hun, men tilføjer:
- Det positive er, at der stadig er mennesker, der engagerer sig, og der kommer nye til, så jeg er optimistisk for det nye år.
- Jo flere, der bakker op og ikke er bange, des bedre vilkår får kunst og ytringsfrihed.
Angrebet i København
- •
Lørdag 14. februar 2015 klokken 15.33 angreb Omar Abdel Hamid el-Hussein et debatarrangement om ytringsfrihed i Krudttønden i København. Han affyrede 28 skud med et M95-gevær.
- •
Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt af skud i brystet, og fire betjente blev såret.
- •
Umiddelbart efter skød Omar Abdel Hamid el-Hussein med sit våben ind gennem glasdøren til kulturhusets café, hvorefter han flygtede til fods.
- •
Natten til søndag skød og dræbte Omar Abdel Hamid el-Hussein den 37-årige vagt Dan Uzan ved synagogen i det indre København. Samtidig affyrede han skud mod to politifolk på stedet.
- •
Tidligt næste morgen blev el-Hussein dræbt i en skudveksling med betjente fra Aktionsstyrken fra PET.