Satiriske tegninger og samfundskritiske kunstudstillinger skal ikke kun rette sig mod muslimer. Det mener den svenske tegner Lars Vilks, der angiveligt var målet under angrebet mod Krudttønden i København sidste weekend.
I P1-programmet ’Mennesker og medier’ fortæller svenskeren, der tidligere har tegnet Muhammed som hund, hvad han ville have talt om, hvis mødet på Østerbro ikke var blevet afbrudt. Her fortæller han, at der findes mange andre aktuelle sager, hvor ytringsfriheden er truet. Blandt andet peger han på, at kunstner Tania Bruguera er blevet tilbageholdt i Cuba for at have planlagt et rum for ytringsfrihed i Havana.
Samtidig er en polsk kunstner kommet i problemer, efter han har lavet en video, der drejer sig om holocausthistorien.
- Det principielle er, at man ikke kun tror, at ytringsfriheden drejer sig om islam, siger Lars Vilks til ’Mennesker og medier’.
Vigtigt at debattere mere end islam
Siden terrorangrebene i Paris har flere medier og debattører diskuteret, om man skulle genoptrykke Muhammed-tegningerne eller tegninger fra det franske satiremagasin Charlie Hebdo i de danske dagblade. Men Lars Vilks mener, det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på islam, når vi taler om ytringsfrihed.
- Vi har problemer med ytringsfriheden på mange forskellige måder. Jeg tror, det er meget vigtigt at pointere det, så man ikke tror, at ytringsfriheden er ensidig, siger han.
Han fortæller i programmet, at han mærker en frygt fra andre, når han skal deltage i arrangementer, og at det er med til at forstærke selvcensuren. Samtidig anerkender han, at eksempelvis tegninger rejser nogle debatter, der er følsomme, men at tegningerne også i nogle henseender bliver set som racistiske og politisk ukorrekte.
Lars Vilks mener, at en kvalificeret og seriøs debat om ytringsfriheden er vigtig at fastholde, så man ikke blot giver alle muslimer skylden.
Lyt til hele programmer her.