Landmændene havde helt givet håbet på en god mængde sommeregn i den kommende tid, men de kan højst sandsynligt se frem til at blive slemt skuffede.
Årets kornhøst er i forvejen den ringeste i 100 år. Og som om det ikke er nok, så viser en vejrprognose for de næste seks uger, at tørken fortsætter, og det kan eskalere problemerne yderligere.
Det fortæller Troels Toft, der er direktør for planter i Landbrug & Fødevarers videnscenter Seges.
- Det er en ekstremt alvorlig situation, og det ser ud til, at det måske kan trække ind i næste års høst, hvis vi ikke kan etablere vores afgrøder ordentligt, siger han.
Men er det ikke bare et vilkår i landbruget, at vejret er forskelligt fra år til år?
- Det er et vilkår, at vejret skifter fra år til år, og det ved landmændene godt. Men det her er så ekstremt, at det ikke er nogen, der har oplevet noget lignende, siger Troels Toft.
I landbruget er der stadig en masse afgrøder, der endnu ikke er høstet. Særligt er det gået ud over kornhøsten, der er på et uhørt lavt niveau.
Det går igen ud over svine- og kvægproducenter, der har svært ved at fylde deres kornkamre op, så deres dyr kan få foder.
Hos foreningen Danske Mælkeproducenter er der lige nu en trykket stemning.
- Der har været en halvering af udbyttet nogle steder. Græsset kan godt give noget slæt (grøntfoder red.), men det er slet ikke nok til at fylde siloerne op hos rigtig mange landmænd, siger formand Kjartan Poulsen.
Hvad vil det have af konsekvenser for jeres medlemmer, hvis vejrprognosen holder stik?
- Jeg tør næsten ikke tænke tanken, for så vil det for alvor også begynde at gå ud over majshøsten. Hvis vi taler økonomi, betyder det røde tal i millionklassen, siger han.
Håber på politisk velvilje
Senest 20. august skal landmændene have etableret deres efterafgrøder, der har til formål at mindske kvælstofudvaskningen. Hvis de ikke gør det, så bliver de pålagt at gøde mindre næste år.
Hos Landbrug & Fødevarer kan man blot 'danse regndans' og derudover håbe på, at der vil bliver vist velvilje fra politisk hold.
- Jeg håber på realisme. Der vil være områder i landet, hvor man godt kan etablere efterafgrøderne, men der også steder, hvor det er fuldstændig håbløst, siger Troels Toft.