Konventionelle landmænd sender kvæg til slagtning i utide

Kvægproducenter mangler foder og tvinges derfor til at slagte deres dyr.

Mangel på både halm, korn og majs får kvægproducenterne til at sende deres dyr til slagtning. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Mangel på foder har i de seneste uger fået flere økologiske landmænd til at sende kvæg til slagtning i utide. Og nu følger de konventionelle landmænd trop.

Mange vurderer, at det ikke kan betale sig at beholde køerne, fortæller kvægrådgiver Morten Otte fra LandboNord.

- Hvis en landmand har køer, som skal slagtes om to måneder og som ikke producerer ret meget mælk, så bliver de slagtet nu, siger han.

Konventionelle landmænd har lettere end økologiske landmænd ved at skaffe foder til dyrene, fordi de ikke er underlagt de samme krav.

Græsset gror ikke

Men den langvarige tørke kan nu også for alvor mærkes blandt de konventionelle kvægproducenter.

- Der er jo lige så tørt på en konventionel mark som på en økologisk mark, og det er jo det, der er den store udfordring lige nu, siger kvægrådgiver Morten Otte.

- Der mangler vand, og græsset og majsene gror ikke, når der mangler vand, siger han.

Også i Norge er landmændene tvunget til at slagte køer, fordi de mangler foder. Det norske andelsslagteri Nortura frygter, at flere kvægproducenter kommer til at gå konkurs på grund af tørken.