Kritik af 2,5 års ventetid: 'Det er jo ikke en byggetilladelse til en carport. Det er alvorligt syge mennesker'

Eksperter i forvaltningsret vurderer, at Familieretshuset ikke lever op til god forvaltningsskik på værgemålsområdet.

Professor i Forvaltningsret Sten Bønsing vurderer, at Familieretshusets værgemålsafdeling hverken overholder Folketingets Ombudsmands anbefalinger om god forvaltningsskik eller Justitsministeriets cirkulære om mål for hurtig sagsbehandling. (Foto: © Peter Langkilde, DR)

Med sagsbehandlingstider på op til 2,5 år lever Familieretshusets værgemålsafdeling ikke op til god forvaltningsskik.

Det vurderer flere eksperter i forvaltningsret.

- Det er voldsomt lange sagsbehandlingstider, siger professor i offentlig forvaltning Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

- Navnligt set i forhold til, hvor alvorligt et område det er, og hvor meget det i virkeligheden haster.

Usikkerheden om, hvor lang tid man skal vente, påvirker den dødeligt syge 8-årige Ville og hans familie.

Ville er dødeligt syg efter en mislykket operation og har fået en stor erstatning.

Men familien kan ikke få oplyst, hvor længe de skal vente på at få lov til at bruge pengene. Foreløbig har de ventet i fire måneder.

8-årige Ville fik en erstatning efter en operation, som gik galt og efterlod ham med en sjælden svampe-meningitis. Sygdommen kan blusse op igen når som helst og koste ham livet, lyder det fra hans læger. (Foto: © PRIVATFOTO)

Udover den lange sagsbehandlingstid vurderer professor Sten Bønsing, at Familieretshuset heller ikke lever op til god forvaltningsskik, når det gælder mål for sagsbehandlingstid og information til borgerne om forventet og reel sagsbehandlingstid.

Han hæfter sig også ved den information om ventetider, som i dag er tilgængelig på Familieretshusets hjemmeside.

- Opgørelsen af de reelle sagsbehandlingstider er usædvanlig og tæt på ubrugelig, siger han.

Og det presser ikke mindst borgere med kritisk sygdom.

Direktøren i den uafhængige tænketank Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, påpeger, at sagsbehandlingstider har "meget stor" betydning for borgernes generelle retssikkerhed.

- Især hvis vi snakker om borgere, der måske står med et forkortet liv, siger hun.

Sten Bønsing understreger, at konsekvenserne ved den lange ventetid kan være voldsomme.

- Det er jo ikke en byggetilladelse til en carport, vi taler om. Det er alvorligt syge mennesker, som skal bruge deres egne penge på at forsøde tilværelsen. Derfor mener jeg faktisk, det er meget alvorligt.

Kalder opråb fra Familieretshuset 'desperat'

Familieretshuset ønker ikke at stille op til interview med DR Nyheder, men institutionen vurderer selv i et notat, at retstilstanden er "helt uholdbar", og administrationen grænser til at være "i strid med blandt andet god forvaltningsskik".

Professor Sten Bønsing hæfter sig ved desperationen i Familieretshusets eget notat, for embedsværket er snarere indrettet til at klappe hælene sammen og få tingene til at fungere med de ressourcer, der er, forklarer han:

- Det er sjældent, jeg læser et notat, som er så stort et opråb og så stor en desperation fra nogle embedsfolk, i forhold til at de jo selv er opmærksomme på, at de har et kæmpe problem, men at de mangler ressourcer og hænder til at kunne få løst det, siger han.

Familieretshuset forklarer de stigende sagsbehandlingstider med, at flere borgere kommer under værgemål og får lavet fremtidsfuldmagter.

Men trods mangel på ressourcer så skal sagerne behandles inden for rimelig tid og uden unødig forsinkelse, pointerer Birgitte Arent Eiriksson fra tænketanken Justitia:

- Det er ikke sådan, at de kan tilsidesætte de her regler, om hvor hurtigt man skal fremskynde en sag. Så de står med et meget alvorligt problem i Familieretshuset.

Sidste år modtog værgemålsafdelingen over halvtreds procent flere sager end for fem år siden.

Venstre anerkender brud på 'god forvaltningsskik'

Retsordfører Preben Bang fra regeringspartiet Venstre kalder situationen "alvorlig".

- Det her er langt, langt forbi god forvaltningsskik, siger han.

- Det er bestemt ikke ligegyldigt, om offentlige myndigheder efterlader umyndige og deres familier i endnu flere problemer, end de har i forvejen, fordi det hele trækker ud, siger Preben Bang.

Han er - på linje med en række andre ordfører - klar til at give flere midler til Familieretshuset og begrænse antallet af sager, som institutionen skal beskæftige sig med.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver i en mail til os, at Socialministeriet og Justitsministeriet er "i fuld gang med at undersøge, hvad man kan gøre for at komme det alvorlige problem til livs" – og henviser i øvrigt til justitsministeren, som er ansvarlig for værgemålsområdet.