Ordførere vil have minister på banen: Alvorligt syg 8-årig skal have sine penge

Ordførere vil gøre op med årelange ventetider i Familieretshuset, som forhindrer borgere i at bruge af deres egne penge.

8-årige Ville og hans familie venter på at lov til at bruge af de 1,2 millioner kroner, som han har fået i erstatning efter en mislykket operation. (Foto: © PRIVATFOTO)

20.07: Det er præciseret, at værgemålsområdet hører under Justitsministeriet og ikke Socialministeriet.

Det giver genlyd på Christiansborg, at den alvorligt syge Ville på 8 år og hans familie frygter at vente i årevis på at få adgang til Villes egne erstatningspenge.

Det er penge, han har fået i erstatning efter en mislykket operation.

Udbetalinger fra erstatningen skal godkendes af den offentlige myndighed Familieretshuset, men som DR Nyheder tidligere har fortalt, hober sagsbunkerne sig op her, så behandlingstiden er op til 2,5 år.

Det rammer familier med alvorligt syge børn særligt hårdt, fordi netop tiden her er knap.

Flere politikere på Christiansborg vil have ministeren på banen.

- Jeg vil have, at ministeren indkalder os ordførere, så vi får et overblik over, hvad det er, familieretshuset har af penge, siger familieordfører Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

For de lange sagsbehandlingstider er mere, end flere ordførere vil stå på mål for.

- De sagsbehandlingstider hører ingen steder hjemme. De er dybt, dybt kritisable. Og der hviler et stort ansvar på os her på Christiansborg for at få lavet om på det, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

I 2019 modtog Familieretshuset 21.620 sager på værgemålsområdet, men der kommer stadig flere, og allerede i 2026 forventer Familieretshuset, at antallet er fordoblet.

Ifølge Familieretshuset hænger ophobningen af sager sammen med, at der ikke er tilført tilsvarende ressourcer til at behandle dem.

Usikkerheden om ventetiden er særligt kritisk, hvis man er forældre til et døende barn, mener Enhedslisten.

- Det er jo fuldstændig hjerteskærende, men også meningsløst. Det er et ressourcespørgsmål, siger socialordfører Victoria Velasquez (EL).

Danmarksdemokraternes familieordfører, Karina Adsbøl foreslår, en særlig 'fast track'-ordning for familier med alvorligt syge børn.

- Det er jo fuldstændig dybt urimeligt, at der ikke er en form for hurtigere sagsbehandling, siger hun.

Selv Liberal Alliance vil bruge flere penge på bureaukrati

Flere af ordførerne påpeger, at Familieretshuset fra begyndelsen har været underfinansieret. På det familieretlige område har der været fokus på at løse det problem, men værgemålsområdet halter fortsat bagud.

Alle partierne her er indstillet på, at penge til flere medarbejdere i en eller anden udstrækning er nødvendige.

Også Liberal Alliance, som normalt arbejder for mindre bureaukrati.

- Men jeg vil gerne have lov til at understrege, at for LA er det meget, meget, meget vigtigt bureaukrati, at vi sikrer borgernes rettigheder, siger socialordfører Katrine Daugaard.

En gennemgang af lovgivningen på området er også oplagt, påpeger flere.

- Der er brug for en tur op i helikopteren for at se på hele Familieretshuset, siger socialordfører Theresa Berg Andersen fra SF.

To ministerier arbejder på sagen

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ønsker ikke at lade sig interviewe af DR Nyheder om sagen, men skriver i en mail:

- Jeg tager problemet meget alvorligt. De personer, der er under værgemål, står i forvejen i en udsat position, så det er helt uholdbart, at der er så lange ventetider.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver i en mail til DR, at Socialministeriet og Justitsministeriet er "i fuld gang med at undersøge, hvad man kan gøre for at komme det alvorlige problem til livs" – og henviser i øvrigt til justitsministeren, som er ansvarlig for værgemålsområdet.