Hvert år siver omkring 100 kilo af det farveløse stof vinylklorid ud i Grindsted Å.
Stoffet med den sødlige lugt stammer fra opløsningsmidler, som er blevet brugt i produktionen på Grindstedværket.
Og selvom det måske er de færreste, der på stående fod kan redegøre for vinylklorid og stoffets skadevirkninger, så er det ganske velkendt viden hos organisationen Kræftens Bekæmpelse.
Det er nemlig veldokumenteret, at mange års udsættelse for høje koncentrationer af stoffet kan føre til en sjælden type leverkræft.
Alligevel er der ikke grund til stor bekymring, hvis man for eksempel bor i nærheden af åen, siger seniorforsker med speciale i kemikalier og kræft Johnny Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.
Han understreger, at der "selvfølgelig ikke skal være kemikalier i vores vandløb".
- Men det er under et kilo per dag, der løber ud i måske mange hundredetusinde liter vand, og som derved bliver meget fortyndet, så set i det perspektiv er der ikke grund til at være meget bekymret, siger han.
Hvad er vinylklorid?
- •
Vinylklorid er et kræftfremkaldende klorstof.
- •
Stoffet er især kendt i plastindustrien og anvendes til fremstilling af såkaldt PVC-plast, der kan bruges i alt fra tagrender til medicinsk udstyr.
- •
Når man hører om forurenede grunde, hvor der tidligere har ligget et renseri, er det også ofte vinylklorid, der er problemet.
- •
I forbindelse med metrobyggeriet i København har der for eksempel været tilfælde, hvor ansatte er blevet udsat for det kræftfremkaldende og brændbare stof, når der er blevet gravet i tidligere renserigrunde.
- •
Stoffet kan komme ind i kroppen ved indånding eller indtagelse, da det både kan have form af gas og væske.
På Grindstedværket blev vinylklorid brugt i produktionen.
Da virksomheden blev grundlagt i 1920'erne, blev der i første omgang produceret kemiske stoffer til sprængstoffer og organiske kemikalier på værket.
Der er dog i årenes løb primært blevet produceret medicinalprodukter og senere vitaminer på Grindstedværket.
Alligevel er værket nok bedst kendt for de voldsomme forureningsproblemer - blandt andet med kviksølv - der har været knyttet til spildevandet fra produktionen.
Og nu har forskere fra DTU altså udgivet nye tal om omfanget af forureningen med vinylklorid fra en fabriksgrund, hvor værket frem til 1970’erne deponerede spildevand.
Grænseværdier overskredet i årevis
Ifølge fagbladet Ingeniøren, der var først til at omtale forskernes fund, er grænseværdien for den tilladte mængde af vinylklorid overskredet 100 gange tæt på forureningens udløb, og syv kilometer længere nede ad åen er grænsen overskredet 20 gange.
For mere end ti år siden viste undersøgelser, at miljøkvalitetskravet for vinylklorid også dengang var overskredet på en flere kilometer lang strækning af åen.
De nye forskningsresultater tyder på, at forureningen er rykket tættere på åen, og at udsivningen har nået sit maksimum, men at forureningen vil fortsætte mindst 20 til 50 år frem i tiden.
Ville ikke spise fisk fra åen
Ifølge Johnny Hansen har det allerede siden 1930'erne været veldokumenteret, at en langvarig udsættelse for vinylklorid giver leverskader.
- I 1970'erne fandt man så også ud af, at personer, der havde været i et arbejdsmiljø med vinylklorid, fik en meget sjælden form for leverkræft. Så det er meget veldokumenteret, at udsættelse for stoffet i store mængder giver leverkræft, siger han.
Sammenhængen mellem stoffet og kræft er dels blevet slået fast i undersøgelser af arbejdsrelaterede sygdomme og dels i en række dyreforsøg med både mus og rotter, hvor der også er påvist en signifikant øget forekomst af leverkræft.
Derfor er der ifølge Johnny Hansen heller ingen grund til at svinge fiskesnøren ud i Grindsted Å.
- Ud fra et forsigtighedsprincip og ud fra viden om, at det måske ikke er det eneste kemikalie i åen, så lyder det ikke som om, at det er en god idé at spise fisk derfra. Men det er nok lidt overdrevet decideret at sige, at der er en kræftrisiko, siger han.
Grindstedværket
- •
Det tidligere Grindstedværk dumpede i perioden fra 1956 og frem til 1973 350.000 ton giftigt spildevand.
- •
Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by. Heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.
- •
Grindstedværket hørte under Danisco, men er i dag overtaget af den amerikanske kemivirksomhed Dupont.