Kongehuset dropper de hemmelige gaver: Tiltrængt, siger formand efter kritik

De kongelige har tidligere modtaget dyre biler, designertøj og en sejlbåd for millioner.

Kong Frederik (daværende kronprins) modtog i 2017 en bog i gave fra Geocenter Møn. En noget mindre gave end den sejlbåd til 2,7 millioner kroner, han fik i 2007. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix Denmark)

Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at daværende kronprins Frederik havde modtaget en speedbåd i gave. Der er tale om en sejlbåd.

Gaverne til medlemmer af kongehuset kommer ikke længere til at være hemmelige for hverken dig, mig eller nogen andre.

Den nye regent har nemlig revideret gavereglerne, så der fremover vil blive offentliggjort en liste over de gaver, kongehuset har modtaget, én gang om året.

Og det er Jesper Olsen, der er formand for Transparency International i Danmark, som arbejder med at bekæmpe korruption, godt tilfreds med.

Han har tidligere kritiseret netop gavereglernes manglende gennemsigtighed, fordi der kan stilles spørgsmålstegn ved, om man kan opnå en fordel ved at give en gave i al hemmelighed.

- De nye regler er en god og tiltrængt modernisering. Jeg glæder mig over, at de nu tager initiativ til gavelister, siger han.

- Vi får nu mulighed for at se listen og for at få et indblik i, om den så også giver den åbenhed, som den skal.

Ikke flere sejlbåde og minkpelse

Udover kravet om at offentliggøre gaver er der også sat restriktioner for, hvem kong Frederik, dronning Mary og de andre i familien må modtage gaver af.

Under sin udnævnelse bar kong Frederik et Shamballa-armbånd. Virksomhedens ejer ville til BT ikke svare på, om det blev givet i gave. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Gennem årene har medlemmer af den kongelige familie modtaget dyre gaver fra private virksomheder. For eksempel modtog kong Frederik i 2007 en sejlbåd til 2,7 millioner kroner, dronning Margrethe fik foræret en minkjakke, og dronning Mary har fået designertøj og dyre tasker.

Alt sammen gaver, kongehuset med de nye retningslinjer "som udgangspunkt" ikke vil tage imod.

- Jeg er meget tilfreds med, at de ikke vil modtage gaver fra private firmaer, og at der selvfølgelig også skal være mulighed for at kunne modtage for eksempel et sjal, som en almindelig dansker har strikket og sendt til dronningen, siger Jesper Olsen.

Kongehuset og dets medlemmer vil fremover "som udgangspunkt" kun modtage gaver i forbindelse med officielle arrangementer, rejser eller besøg og markering af særlige begivenheder som for eksempel fødselsdage og jubilæer.

Gaver af 'beskeden værdi' bliver ikke offentliggjort

Der er dog undtagelser til kongehusets nye regler.

Venner og familie kan nemlig stadig give gaver til de kongelige, uden vi andre behøver at vide det.

- Gaver af personlig karakter, som medlemmer af den kongelige familie modtager fra familie og venner, betragter Kongehuset som et privat anliggende, og sådanne gaver vil ikke blive offentliggjort, skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

Men hvem er kongehusets venner?, spørger Jesper Olsen.

- Der er jo nogle gråzoner. Og der kunne jeg godt have tænkt mig, at de var lidt mere præcise, siger han.

Om en gave skal offentliggøres afhænger også af, hvor meget den er værd.

- Gaver, der har en beskeden (om nogen) værdi, vil dog ikke blive offentliggjort, skriver Kongehuset uden at oplyse, hvad det opfatter som en "beskeden værdi".

DR har forsøgt at få en kommentar fra Kongehuset på, hvad det mener med gaver af en "beskeden værdi". Kongehuset har ikke nået at vende tilbage inden udgivelse af artiklen.

Det manglende minimums-beløb er dog ikke nødvendigvis et problem, siger Jesper Olsen. Det vil vise sig, når de første par gavelister offentliggøres.

- Hvis vi får den situation, at der nærmest ingenting står på listen, er det måske, fordi man har lagt snittet forkert. Jeg synes, det her kommer an på, hvad vi får at se, siger han.

Dronning Margrethe har tidligere fået både minkkåbe og minkjakke i gave. Også andre medlemmer af kongefamilien har modtaget pels-produkter. (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix Nordfoto)

Jesper Olsen forventer ikke at tjekke listen helt religiøst, hver gang den udkommer.

- Men det vil jeg selvfølgelig gøre de første par gange, fordi det er her, vi skal se, om og hvordan de nye regler virker.

Listen over kongehusets gaver bliver offentliggjort første gang i august. Derefter vil offentliggørelsen ske årligt sammen med Kongehusets årsrapport.

Du kan læse om flere af de gaver, kongehuset har modtaget, i artiklen her.