HER ER LISTEN Flere dyre gaver til kongefamilien

Medlemmerne af den kongelige familie har både modtaget både, biler og bæreseler af mink i gaver fra erhvervslivet.

Kronprins Frederik har tidligere modtaget en båd med en værdi på cirka 2,7 millioner kroner - ganske gratis. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

19-årige prins Nikolai kom i denne uge i modvind, fordi han optrådte i en reklame for et biludlejningsfirma, hvor det fremgik, at han havde fået et abonnement på en af deres biler.

Det er dog bestemt ikke første gang, at medlemmer af kongehuset er kommet i modvind, fordi de modtager dyre gaver fra private virksomheder.

Tilbage i 2010 var der stor fokus på kongeliges gaver.

Dengang var anledningen, at den svenske kronprinsesse Victoria og hendes ægtemand, prins Daniel, var blevet meldt for bestikkelse, fordi de i forbindelse med deres bryllupsrejse lånte et privatfly, en luksusbåd og en feriebolig uden at betale en krone.

Sagen blev dog afvist af den svenske statsadvokat med den begrundelse, at den svenske kongefamilie tilhører en personkategori, der ikke kan sidestilles med personer, der vælges eller udnævnes. Fordi kronprinsessen har arvet sin funktion er hun ikke en del af den svenske lovgivning om korruption og bestikkelse.

Almindelige danskere skal betale skat af dyre gaver, der koster over 1.100 kroner, med undtagelse af for eksempel jubilæumsgaver.

Men det gælder ikke for medlemmerne af kongefamilien. Det er kun, hvis gaverne kommer fra et andet familiemedlem, at de skal betale gaveafgift.

Herunder kan du se eksempler på gaver, som medlemmer af den danske kongefamilie har modtaget.

Masser af biler i gaver

Kronprinsesse Mary er godt kørende både til dagligt og til fest. (Foto: © JEPPE MICHAEL JENSEN, Scanpix)

Kongehuset er godt kørende, og mange af bilerne har de kongelige modtaget i gave.

Til deres bryllup fik kronprinsparret således ikke mindre end fem biler, hvor et par af dem dog blev byttet til mere familievenlige modeller. Den billigste havde en værdi af 110.000, mens den dyreste havde en værdi på cirka 730.000 kroner.

Også den nu afdøde prins Henrik fik en bil, der kunne trække hans båd – til en værdi af 727.000. Til Aarhus Stifttidende har Mitsubishis daværende direktør, Casper Schultz, sagt om prins Henriks bil:

- Jeg havde hørt, at han manglede en bil, der kunne trække hans båd. Derefter inviterede han mig på en frokost på Skovhoved Hotel, hvor han lige tog sig en prøvetur i sin nye Mitsubishi Pajero. Senere afleverede jeg bilen oppe hos ham på Fredensborg Slot. Efterfølgende var det rigtig god pr for os, og bilen var i mange ugeblade og magasiner, sagde Mitsubishi-bossen ifølge Stiften.dk.

Også prins joachim og prinsesse Marie har fået en bil til en værdi af cirka en halv million kroner.

Dyre barnevogne til børnene

(Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Kronprinsparret har kørt deres fire børn rundt i barnevogne modtaget af det danske barnevognsfirma Odder. De vogne koster på firmaets hjemmeside fra 9999 kroner og op.

Speedbåd til kronprinsen

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Tilbage i 2007 fik kronprins Frederik foræret en båd, der havde en værdi af 2,7 millioner kroner.

Designertøj til Mary

Kronprinsesse Mary har en stor interesse i mode, og gerne bæredygtig mode. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det er tidligere blevet beskrevet af BT, hvordan kronprinsesse Mary får tilsendt designertøj og dyre tasker af forskellige danske designere.

Det skal understreges, at kronprinsessen selvfølgelig også selv betaler for meget af sit tøj, det gælder for eksempel hendes gallakjoler.

Pels til familien

Billedet her er fra 2002, hvor dronning Margrethe får overrakt en pels. (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

Flere medlemmer af kongefamilien har fået foræret pelse af Kopenhagen Fur.

Dronning Margrethe fik tilbage i 2002 både en minkkåbe og en minkjakke, mens Mary fik en minkpels i bryllupsgave. Også børnene har fået glæde af gratis pelse, og kronprinsparrets børn har således kunnet lade sig transportere i mink-køreposer. Prinsesse Marie har fået både en minkcape og en mink-babybæresele.

- Det er meget normalt, at vi giver gaver. Og så er vi meget stolte af, at kongehuset vil bære vores produkter, sagde Kopenhagen Furs daværende kommunikationschef Sander Jacobsen til Ekstra Bladet i 2010.

Natmad til bryllup

Prins Joachim og Marie Cavallier blev viet i Møgeltønder d. 24. maj 2008. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Da prins Joachim og prinsesse Marie blev gift i Møgeltønder Kirke i maj 2008 og efterfølgende holdt stor fest på Schackenborg Slot, var det ifølge Ekstra Bladet madgiganten Tulip, der gav natmad til gæsterne.

Eksklusivt badeværelse med guld

I 2014 flyttede prins Joachim og prinsessee Marie fra Schakenborg Slot. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Prins Joachim og prinsesse Marie fik en lidt usædvanlig bryllupsgave, nemlig et komplet badeværelse med monogrammer og guldvandhaner, der blev doneret af Gustavsberg.

- Først og fremmest er det en tradition, at vi leverer sanitet til kongehuset. Derudover trykte vi i det enkelte tilfælde en brochure, som viste badeværelset, sagde daværende kommunikationschef Kirsten Lovén til Ekstra Bladet i 2010.

Fly til specielle situationer

(Foto: © JEPPE MICHAEL JENSEN, Scanpix)

Termostatvirksomheden Danfoss har i flere tilfælde lånt deres private jet ud til medlemmer af kongefamilien. De får dog ikke lov til at låne flyet til sjov og ballade, men det bliver lånt ud til specielle situationer, forklarede tidligere kommunikationschef i koncernen, Ole Daugbjerg, til Ekstra Bladet.

Og det var da også en speciel situation, da prins Henrik i januar blev alvorligt syg og skulle flyves fra Sharm-el Sheikh i Egypten hjem til Danmark. Her var det et Danfoss-fly, der bragte prinsen hjem, så han kunne blive indlagt på Rigshospitalet. Han døde som bekendt cirka to uger senere, 13. februar.