På baggrund af anbefalinger fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, opsætter Københavns Politi afspærringer visse steder i hovedstaden.
- Ud over en yderligere skærpelse af den i forvejen forøgede politimæssige tilstedeværelse, vil der visse steder også blive opsat nogle trafikregulerende foranstaltninger i form af fysiske afspærringer med videre, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Tidligere i dag lød det fra Københavns Politi, at man skærpede tilstedeværelsen af betjente ved julemarkeder og på Strøget i København. Men nu vil man også sætte fysiske afspærringer op. Det sker efter et formodet terrorangreb i Berlin, hvor 12 personer er døde.
Selvom politiet nu øger sikkerheden i København, er det svært at gardere sig fuldstændig, siger Peter Dahl, der er ledende politiinspektør ved Københavns Politi.
- Uvarslet terror mod forsamlinger af uskyldige mennesker er meget vanskeligt fuldstændig at sikre sig imod, men vi tager nu i samarbejde med PET og Rigspolitiet nogle yderligere initiativer for at sikre københavnerne så godt som muligt her i juletravlheden. Det skal dog understreges, at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark fortsat er begrænset, siger han i pressemeddelelsen.
Har øget sikkerhed inden julemåned
Siden terrorangrebet i København i februar 2015 har byen været i forhøjet beredskab, og allerede inden december har politiet arbejdet på at sikre sikkerheden ved julemarkeder.
- Allerede op til julemåneden iværksatte vi nogle ekstra foranstaltninger omkring julemarkeder med videre, og nu skærper vi altså den generelle sikkerhed i byen yderligere. Vi vil gøre vores bedste for, at alle fortsat kan færdes trygt, og vi får heldigvis også god hjælp af borgerne, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.
Han opfordrer samtidig borgere til at kontakte politiet med oplysninger om mistænkelig adfærd.
- Ser man noget mistænkeligt i byen, skal man ikke tøve med at kontakte os på 114, siger Jørgen Bergen Skov.
På julemarkeder i København har gæsterne bemærket den øgede sikkerhed: