Københavns Politi skærper sikkerheden ved julemarkeder

Ifølge DR's retsanalytiker er det helt normalt, at politiet skærper sikkerheden efter angreb i udlandet.

- Vi har skærpet tilstedeværelsen yderligere ved julemarkeder og på Strøget efter Berlin. Vi følger fortsat situationen nøje, skriver Københavns Politi på Twitter. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Efter et formodet terrorangreb på et julemarked i Berlin, skærper Københavns Politi nu sikkerhedsindsatsen omkring julemarkeder.

- Vi har skærpet tilstedeværelsen yderligere ved julemarkeder og på Strøget efter Berlin. Vi følger fortsat situationen nøje, skriver Københavns Politi på Twitter.

DR Nyheder har været i kontakt med Københavns Politi, som ikke på nuværende tidspunkt vil give uddybede oplysninger om indsatsen.

Betyder ikke forhøjet terrortrussel

Det er dog normal procedure, at politiet opprioriterer sin tilstedeværelse herhjemme efter angreb i udlandet, fortæller DR Nyheders retsanalytiker, Mette Mayli Albæk.

- Det er vigtigt at understrege, at et forhøjet sikkerhedsberedskab ikke betyder, at truslen for terror i Danmark er højere i dag, end den var i går. Man kan sagtens skrue op for eksempelvis betjente på gaden og til julemarkeder, uden der er noget at være nervøs for, siger hun.

Allerede i går skrev Rigspolitiet på Twitter, at man følger situation i Berlin tæt og koordinerer indsatsen omkring eventuelle lokale tiltag.

- Når Rigspolitiet går ud og siger, at de følger situationen og vurderer, hvilke tiltag der er nødvendige, betyder det groft sagt, at man i dansk politi nøje gennemgår særlige steder og arrangementer. Efter et angreb arbejder man selvfølgelig ud fra analysen; hellere for meget end for lidt. Derfor er det helt naturligt, at sikkerhedsberedskabet stiger umiddelbart efter et angreb i et naboland, lyder vurderingen fra Mette Mayli Albæk.

Frankrig har også skærpet sikkerhed

Også i Frankrig har myndighederne valgt at skærpe sikkerheden efter angrebet i Berlin, oplyser den franske indenrigsminister, Bruno Le Roux.

- I dag er vi alle berlinere, siger han til Europe 1.

Indenrigsministeren fortæller, at sikkerheden ved franske julemarkeder "øjeblikkeligt blev skærpet" efter angrebet.

Britisk politi i London gennemgår ligeledes i øjeblikket egne sikkerhedsplaner, skriver Reuters.

- Som en rutinemæssig foranstaltning gennemgår vi i øjeblikket vores sikkerhedsplaner. Vi gør det efter de forfærdelige hændelser i Berlin og Ankara i aftes, skriver The Metropolitan Police ifølge Reuters.

Oversigt over angrebet