Københavnere på gaden efter en måned med krig: 'Begge parter har tabt nok'

Der er brug for ro og refleksion midt i al "støjen", mener en arrangør.

Der blev afholdt demonstrationer til støtte for både Israel og civilbefolkningen i Gaza i dag. En våbenhvile er første skridt på vejen til fred, mente to, som DR mødte til støttearrangementet for Gazas civile. Et andet sted i København blev den israelske nationalsang sunget.

Det handler i bund og grund ikke om politik. Det handler om menneskelighed.

Sådan siger retorikstuderende Jørgen Ravn Juncher, der i dag var mødt op til pro-palæstinensisk demonstration foran Christiansborg i København.

Demonstrationen lå på månedsdagen for det angreb, som den palæstinensiske militante organisation Hamas i starten af oktober indledte mod Israel. Et angreb, der senere er blevet besvaret massivt med daglige luftangreb, og som har kostet tusindvis af civile livet.

Sammen med sin ven Sigurd var Jørgen Ravn Juncher i dag troppet op foran magtens højborg for at udvise støtte til civilbefolkningen i Gazastriben, der lige nu lider voldsomt under krigen mellem Hamas og Israel.

- Jeg tror, at det er rigtig vigtigt for dem, der ikke føler, at de har en stemme, at der er en som mig til at vise, at der faktisk også er rigtig mange hvide, der støtter op om det her, siger han.

Sigurd Liboriussen Madsen stemmer i. Han er til demonstrationen for at vise "civil ulydighed", siger han. Han håber, at han kan være med til at påvirke Borgens politikere til at arbejde hårdere for en våbenhvile i Gazastriben.

Jørgen Ravn Juncher ville gerne være stemmen for dem, der ikke selv kunne møde op i dag:

'Brug for ro'

Omkring 800 meter derfra - på Israels Plads i det centrale København - var en anden demonstration i gang. Her var det palæstinensiske flag skiftet ud med det israelske, og budskabet fra arrangøren var tydelig: Der er brug for ro og refleksion midt i al "støjen".

Det sagde arrangøren bag, Avishay Gaziel. Derfor blev der afholdt et minuts stilhed efterfulgt af Israels nationalsang.

Hvordan har du det, her en måned efter angrebet på Israel?

- Hvad skal jeg sige? Jeg bliver håbefuld, fordi der sker noget. Mange jøder og israelere er kommet tættere sammen, der er masser af solidaritet, siger han.

Et minuts stilhed efterfulgt af fællessang på Israels Plads tidligere i dag:

Men på den anden side er Avishay Gaziel også fyldt med bekymring. Især over den antisemitisme, der i kølvandet på krigen er blusset op rundt omkring i verden. Eksempelvis blev der i sidste måned kastet molotovcocktails mod en synagoge i den tyske hovedstad, Berlin.

- Jeg prøver ikke at sige, at Israel er fejlfri eller har 100 procent ret. Det er ikke meningen. Jeg vil bare fortælle vores side af historien. Det er en hård opgave, siger han.

- Der er så meget støj nu. Der er så mange debatter, diskussioner og konflikter nu. Vi vil gerne bede folk om at reflektere et minut. Begge sider af krigen har tabt nok.

DR liveblogger hver dag om krigen mellem Israel og Hamas. Du kan følge med her: