KL: Ny undersøgelse om plejefamilier giver anledning til eftertanke

Mange plejefamilier synes ikke, at kommunerne har givet dem tilstrækkelig information. Kommunerne vil nu gå i dialog med plejefamilierne.

En ny undersøgelse om plejefamilier giver anledning til, at KL vil kigge nærmere på området og gå i dialog med plejefamilierne for at se, om der er steder, hvor samarbejdet kan blive bedre. (Foto: © MORTEN JUHL)

I en ny undersøgelse blandt mere end 3.000 plejefamilier siger flere af dem, at de ikke har fået tilstrækkelig information om deres kommende plejebarn.

I undersøgelsen, der er lavet af Aalborg Universitet, svarer mere end hver tredje plejefamilie, at kommunen ikke fik gjort det klart, præcis hvilke udfordringer deres kommende plejebarn havde.

For eksempel fortæller en tidligere plejemor i dag, at de ikke havde fået viden om et plejebarns voldelige adfærd.

Niels Arendt Nielsen, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening, mener, det er godt, at undersøgelsen er kommet. Ifølge ham er det vigtigt, at KL får mere viden om, hvad udfordringerne er her og nu.

Er det dit indtryk, at plejefamilierne får den information, de skal bruge til at være klædt på?

Generelt er vores indtryk, at de får viden og bliver klædt på til, at børnene bliver anbragt. Men der kan jo også være tilfælde, hvor tingene går stærkt, og hvor der så ikke er den nødvendige information til, at man ved præcis, hvad det er for et barn, man får i plejefamilie.

Hvilke udfordringer kan der være, når plejefamilierne ikke får nok information?

Man skal tænke på, at der ofte kan være tale om nogle meget komplicerede sager for barnet. Det kan være kompliceret at finde ud af, præcis hvad det er for nogle udfordringer, barnet har. Når det er sagt, så skal vi gøre vores allerbedste for at sikre, at plejefamilierne er klædt på. Og det kan vi selvfølgelig altid blive bedre til.

Mener du, at det fungerer godt nok i dag?

Generelt mener vi, at det fungerer godt nok. Men den her undersøgelse giver selvfølgelig anledning til, at vi vil kigge nærmere på det og gå i dialog med plejefamilierne for at se, om der er nogle steder, hvor det kan blive endnu bedre.

Om undersøgelsen

  • Mere end 3.000 plejefamilier har svaret på et spørgeskema, hvor de blandt andet beskriver deres plejebørn.

  • Over halvdelen af de anbragte børn og unge har omfattende vanskeligheder og særlige komplekse behov.

  • Af de plejefamilier der har haft 5 eller flere børn anbragt angiver 58%, at de børn og unge, der anbringes hos dem nu, er mere belastede end tidligere.

  • 38 procent af familieplejerne mener ikke, at kommunens beskrivelse af det anbragte barn i forbindelse med anbringelsen var dækkende for dets behov og vanskeligheder.

  • 18 procent af familieplejerne svarer, at de ikke har modtaget den efteruddannelse indenfor de seneste tre år, som de lovgivningsmæssigt har krav på og pligt til.