Mors fødenavn: Ukendt. Fars Fødenavn: Ukendt. Fødested: Ukendt.
Der er ikke mange konkrete oplysninger at hente, når Julie Hårdnes Adelørn lader øjnene løbe ned over de adoptionspapirer, som fulgte med hende, da hun kom fra Indien til Danmark i 1988.
Faktisk er de eneste udfyldte felter navnet på det indiske børnehjem, hun kom fra og en fødselsdato efterfulgt af det engelske ord ‘approximately’. Et ord hun selv oversætter til ‘den har de gættet sig til’.
Resten af den tynde stak papirer er gennemsyret af blanke felter og meldingen om, at oplysningen ikke findes.
Det meste af livet har det betydet, at Julie Hårdnes Adelørn har sluttet fred med, at der nok ikke var mere viden at komme efter om hendes adoption. Men det ændrede sig brat, da hun i starten af året så DR-dokumentaren ‘Det Store Adoptionstyveri’, der afslørede 10 sager, hvor børn fra Indien blev narret fra deres biologiske forældre og sendt til Danmark som adoptivbørn.
- Da jeg havde set programmet for første gang, græd jeg i flere dage. Det væltede mig helt bagover at høre de indiske mødres historier om at få franarret deres børn, og jeg tænkte med det samme ‘ kan det her også være sket for mig?’, siger hun.
Herunder kan du se Julie Hårdnes Adelørn gennemgå de papirer, hun fik med sig, da hun kom til Danmark. Artiklen fortsætter efter videoen.
‘Jeg føler mig umyndiggjort’
Julie Hårdnes Adelørn er en af de 450 danske adopterede, som lige nu venter på at få indsigt i deres egne adoptionssager.
Interessen for at få indsigt i egne adoptionspapirer er vokset massivt siden januar, hvor DR-dokumentaren ‘Det store adoptionstyveri’ blev sendt.
I kølvandet på dokumentarserien stillede en tidligere ansat i Ankestyrelsen sig frem og fortalte, hvordan hun havde fået indblik i, at der var sket svigt i mange adoptionssager.
Og herefter søgte flere hundrede adopterede aktindsigt i deres papirer hos det eneste adoptionsbureau, DIA (Danish International Adoption).
Julie Hårdnes Adelørn søgte aktindsigt i sine personlige oplysninger i januar måned, da sagerne om de lyssky adoptioner rullede frem. Men efter godt 10 måneder, er der intet sket, fordi DIA siden januar har været igang med at lukke og derfor ikke har behandlet aktindsigtsanmodninger.
- Det er en virkelig svær følelse at vide, at der måske ligger nogle oplysninger og papirer om mig, som jeg ikke kan få lov til at få udleveret. Jeg føler mig svigtet, jeg føler mig uretfærdigt behandlet og jeg føler mig umyndiggjort af bare at skulle vente i uvished, siger hun.
Julie Hårdnes Adelørn fortæller, at hun hele livet har levet med følelsen af, at hun ‘først opstod på flyet fra Indien til Danmark’.
Men nu er der opstået et akut behov for at finde frem til, hvad der skete i hendes liv, inden hun landede i Kastrup.
- Der er opstået en grundlæggende tvivl i mig. Jeg har brug for at vide, hvor jeg kommer fra og hvad der er sket. Og jeg har brug for at vide, om der har siddet en familie og savnet mig i alle de år, siger hun.
'Myndighederne sover i timen'
Adoptionsbureauet DIA lukker officielt ned i dag, og fra i morgen er det Ankestyrelsen, der har ansvaret for at hjælpe adopterede med at få indsigt i deres sager.
DR har spurgt DIA, hvorfor bureauet ikke har sagsbehandlet siden januar. Adoptionsbureauet henviser til følgende svar, de gav tilbage i juni måned.
- DIA besluttede i januar at lave en kontrolleret nedlukning. Vi modtager stadig anmodninger om aktindsigt fra adopterede, men har ikke i den nuværende situation juridisk kapacitet til at meddele aktindsigt.
Socialministeriet og Ankestyrelsen oplyser, at det har været DIAs ansvar at give de adopterede aktindsigt i deres papirer til og med i dag. Men myndighederne burde have gjort mere for at sikre, at der kom skred i sagsbehandling, mener en ekspert i forvaltningsret. Det kan du læse mere om her:
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) siger til DR, at Ankestyrelsen har været opmærksom på, at DIA ikke har givet svar til adopterede, der har ønsket at få deres papirer udleveret.
- Jeg er oprigtig ked af, at der er nogen, der sidder med ubesvarede spørgsmål ift. deres egne adoptionssager. Som bare har siddet og ventet og ventet og fået at vide, at de kan vente et stykke tid endnu, mens DIA er stoppet med at give indsigt i de her sager. Ankestyrelsen har været inde flere gange og påpeget, at det her ikke er acceptabelt, siger hun.
De adopteredes papirer skal nu overleveres fra DIAs arkiv til Rigsarkivet, og ifølge Ankestyrelsen er det en højt prioriteret opgave, at de adopterede igen kan få aktindsigt.
Ankestyrelsen kan dog ikke oplyse, hvor hurtigt de adopterede vil kunne få svar.
Afklaring for enhver pris
Frustrationen over at være fanget i en venteposition har for nyligt fået Julie Hårdnes Adelørn til at skrive kontrakt med en privat organisation, som kan hjælpe med at finde hendes familie i Indien.
En beslutning, som koster hende tusindvis af kroner.
- Det er fuldstændigt forkasteligt, at jeg som adopteret selv skal bruge både tid, penge og følelsesmæssige ressourcer på at hyre nogen til at hjælpe mig videre. Der er måske oplysninger om mig i danske arkiver, som potentielt kan hjælpe, og dem burde jeg bare kunne få, siger hun.
Og uanset metoden, er Julie Hårdnes Adelørn opsat på at komme til bunds i sin egen sag. Også selvom sandheden viser sig at være ubehagelig.
Tidligere havde du jo i mange år sluttet fred med ikke at vide noget om din fortid. Hvorfor er det blevet så vigtigt for dig nu?
- Jeg er selv mor til tre, og ideen om at miste mine børn - at de blev taget fra mig – det er noget af mest forfærdelige, jeg overhovedet kunne forestille mig. Hvis det er sket for min egen biologiske mor, så skylder jeg at finde hende og fortælle hende, at jeg er OK, siger hun.
I fortællingen herunder kan du møde Kumar og Kala Chandra Kristiansen, der har fundet ud af, at de blev bortadopteret fra Indien mod deres biologiske mors vilje.