Skandalen med lyssky adoptioner fra udlandet vokser sig nu endnu større.
Tidligere i år afslørede DR i dokumentarserien 'Det store adoptionstyveri', at mindst ti børn fra det samme indiske børnehjem var blevet stjålet eller franarret deres biologiske forældre og bortadopteret til Danmark.
Nu kan DR så i en ny sæson af serien fortælle om tre nye sager fra det indiske børnehjem, hvor indiske børn er blevet sendt til Danmark som adopterede mod deres biologiske forældres vilje.
To af dem er søskendeparret Kala og Kumar Chandra Kristiansen, som kom til Danmark i marts 1980 og landede hos to danske adoptivforældre i Aarhus.
Det var ikke en nem ting at slutte fred med, at deres livshistorie årtier senere pludselig ændrede sig drastisk, fortæller Kala Chandra Kristiansen:
- På det tidspunkt troede både Kumar og jeg, at vi blev adopteret, fordi vores mor var fattig og ikke havde mulighed for at forsørge os. Så det var forfærdeligt at finde ud af den rigtige historie. Forfærdeligt, at hun har mistet to børn.
Det indiske børnehjem, Madras Christian Childrens Home er i dag lukket, og børnehjemslederen er død. Hans efterladte er blevet forelagt de oplysninger, DR bringer frem, men har ikke ønsket at kommentere de nye sager.
Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed på adoptionsområdet, oplyser til DR, at Ankestyrelsen ikke har foretaget en undersøgelse af adoptionerne fra børnehjemmet og derfor ikke kan svare på spørgsmål om adoptioner fra det pågældende børnehjem.
Det var ifølge Ankestyrelsen ellers planen at lave en særskilt undersøgelse af adoptioner fra Indien. Men den blev skrinlagt, da Folketinget sidste efterår blev enige om at undersøge adoptioner fra 10 lande - herunder Indien. Socialministeriet oplyser, at undersøgelsen endnu ikke er sat i gang.
Toppen af isbjerget
Det er ikke kun i Danmark, at der er fokus på adoptionsområdet. Også i andre lande har der været afdækket skandaler med adoptioner, hvor de biologiske forældre mod deres vilje har mistet deres børn.
For eksempel i Sydkorea, hvor en international kommission for nyligt har slået fast, at nyfødte børn systematisk blev stjålet fra sydkoreanske kvinder og herefter bortadopteret til udlandet med støtte fra den koreanske stat tilbage i 70'erne og 80'erne.
En praksis, som danske adoptionsbureauer kendte til ifølge en rapport fra Ankestyrelsen.
Og spørger man en af de førende forskere på adoptionsområdet, Tobias Hübinette fra Karlstad Universitet i Sverige, er det langt fra overraskende, at den slags sager pibler frem, når man ’kradser i overfladen’.
- For mig at se er det bare toppen af isbjerget. Vi har en lang række lande, hvor undersøgelser viser, at en stor del af de internationale adoptioner er foregået på en uhensigtsmæssig måde med grove fejl eller direkte svindel, siger han.
Det drejer sig blandt andet om adoptioner til lande som Frankrig, Belgien og Holland. Særligt sidstnævnte har i de senere år kulegravet adoptionsområdet, og resultaterne var opsigtsvækkende, fortæller Tobias Hübinette.
- Den hollandske undersøgelse er nok den mest omtalte, fordi den konkluderede, at op til 80 procent af alle adoptioner fra udlandet indeholdt uregelmæssigheder eller direkte uoverensstemmelser mellem adoptionspapirer og virkeligheden, siger han.
Og sagerne fra ‘Det store adoptionstyveri’ er ifølge forskeren et symptom på et globalt problem, som ikke kun hører fortiden til.
- Den her lyssky metode omkring transnationale adoptioner sker i stort alle de lande, hvor børnene typisk kommer fra. Det handler ikke bare om Indien og Danmark, det handler om Sydamerika, Afrika, Sydøstasien, og så handler det også om stort set hele Vesteuropa som modtagerlande, siger han.
Svært at finde svar
Tysk-indiske Arun Dohle ved bedre end de fleste, at adoptioner ikke altid foregår efter bogen.
For godt 20 år siden fandt han efter mange års søgen ud af, at hans egen adoption foregik stik mod sine biologiske forældres vilje.
Oplevelsen fik ham til at starte en organisation, Against Child Trafficking, som siden da har hjulpet adopterede med at undersøge deres egne livshistorier.
Herunder flere danske adopterede.
- Vi har indtil videre hjulpet 84 adopterede fra flere lande med at komme til bunds i deres historier, og i samtlige sager har vi fundet uregelmæssigheder og direkte kriminelle handlinger, siger han.
Arun Dohle og hans kolleger i organisationen, Agains Child Trafficking, arbejder som en slags privatdetektiver, og de hjælper især personer, der er adopteret med at opstøve indiske familiemedlemmer eller dokumenter, som ikke kom med til Danmark i forbindelse med adoptionerne.
Og den proces er både langsommelig og uden garanti for succes, fortæller Arun Dohle.
- Det tager ofte årevis at opnå de nødvendige gennembrud i de her sager, og det er især, fordi der ofte mangler helt centrale papirer såsom barnets originale fødselsattest eller andre vigtige informationer, siger han og fortsætter.
- Så kræver det, at man finder den biologiske familie, så de kan kaste lys over, hvad der er sket. Og de risikerer i værste fald at være enten umulige at finde eller døde.
Du kan se mere om Kumar og Kala Chandra Kristiansens historie herunder eller i sæson to af dokumentarserien "Det store adoptionstyveri" på DRTV eller i aften 21.25 på DR1.