Allerede da de første billeder fra adoptionsbureauet landede hjemme hos Jørgen Kristiansen og Annette Blicher Hansen, følte de sig som forældre.
På billederne var et smilende, indisk søskendepar iført pænt tøj og makeup om øjnene. Første øjekast var nok til, at 'man blev far', fortæller Jørgen Kristiansen.
I marts 1980 ankom børnene, Kala og Kumar, med fly fra Indien til Kastrup Lufthavn, og derefter gik turen til den nye families hjem i Aarhus.
I årtier troede de to adoptivforældre, at de havde adopteret 'udsatte børnehjemsbørn', som havde brug for en ny start i et nyt hjem. Men virkeligheden viste sig at være en helt anden.
For mens børnene voksede op i det østjyske, kæmpede deres biologiske mor, Kamala, i Indien i årevis indædt for at få sine børn tilbage, fordi de ifølge hende blev bortadopteret mod hendes vilje. Det fortæller hun i en ny sæson af DR-dokumentarserien 'Det store adoptionstyveri'.
Sagen om Kumar og Kala Chandra Kristansens adoption er endnu en i rækken af adoptioner fra Indien, der er foregået uden de biologiske forældres samtykke. DR's research viser, at mindst 13 indiskfødte børn er blevet narret fra deres biologiske forældre og bortadopteret til danske par i perioden fra 1978-1982.
Kumar og Kala Chandra Kristiansens biologiske mor forsøgte at få kontakt til sine børn. Men forgæves. Dokumenter viser, at det danske adoptionsbureau afviste henvendelser fra moderen, fordi hun ifølge bureauet havde indvilget i en anonym adoption.
Og det ryster Jørgen Kristiansen at høre sine børns biologiske mors side af sagen.
- Det er jo sønderknusende at opleve hende forklare, hvordan de har taget røven på hende. Både de indiske og danske myndigheder. Og det ændrede jo egentlig hele historien på én eller anden måde. For mig at se er det menneskehandel, det her.
Højesteretssag og selvmordsforsøg
I dokumentarserien ’Det Store Adoptionstyveri’ fortæller Kamala, hvordan hun tilbage i 1979 troede, at hun sendte sine børn midlertidigt på børnehjem for, at de kunne få en uddannelse på stedet. Selv var hun højgravid og nyskilt.
Hun fortæller, at børnehjemmets leder, pastor George, bad hende skrive under på et blankt dokument, så han kunne søge om penge til uddannelsesforløbet på børnenes vegne. Men ifølge hende, blev den selvsamme underskrift senere brugt til at bortadoptere hendes børn til Danmark.
- Jeg stolede på dem og underskrev. Jeg anede ikke, at de havde planer om at sende børnene til et andet land. Jeg anede ikke, de var i gang med at snyde mig, siger Kamala.
DR har også talt med andre indiske forældre, der er blevet snydt på samme måde af pastor George.
Kamala fortæller, at tabet af børnene var for meget for hende at bære.
- Jeg kunne ikke se en vej ud af situationen, og jeg besluttede mig for at begå selvmord. Da mit tredje barn var et halvt år gammel, gik jeg ud foran et tog, men overlevede. Jeg mistede en arm. Jeg gjorde det, fordi de havde snydt mig og sendt mine to børn væk uden min tilladelse.
Se Kamala fortælle i videoen her:
Efter selvmordsforsøget besluttede Kamala sig for at forsøge at tage kampen op. Hun stævnede børnehjemslederen pastor George, og sagen endte i Højesteret i den indiske by Chennai, som dengang hed Madras.
Den indiske kvinde fortæller, at hun endte med at tabe retssagen, fordi hun ikke havde den fornødne dokumentation.
Kumar og Kala Chandra Kristiansens danske adoptivmor er meget frustreret over ufrivilligt at være blevet en del af den biologiske mors ulykke.
- Det syn på 3. verdenslande går mig virkelig på. Synet på de mennesker, at dem kan man bare skalte og valte med, som man vil, for de har ingen følelser. Det synes jeg simpelthen er racisme. Det er racisme af værste slags, siger Annette Blicher Hansen.
Det indiske børnehjem, Madras Christian Childrens Home, er i dag lukket, og børnehjemslederen, pastor George, er død. Hans efterladte er blevet forelagt de oplysninger, DR bringer frem, men har ikke ønsket at kommentere de nye sager.
'Vi føler os ført bag lyset'
Da Jørgen Kristiansen og Annette Blicher Hansen fik beskeden om, at de ikke selv kunne få børn, virkede en adoption helt oplagt for dem.
De så sig selv som to personer med 'overskud nok til at give børnene et godt liv', og det virkede som en win-win, at to børn uden forældre til at tage sig af dem kunne ende hos to forældre uden børn at tage sig af.
- Vi troede jo på, at de gjorde, hvad de kunne for at få de her børn til Danmark, fordi børnene var i så stor nød. Det må man sige, det blev da revideret kraftigt, da vi fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, fortæller Jørgen Kristiansen.
Annette Blicher Hansen sidder også tilbage med følelsen af at 'være blevet ført bag lyset'. Hun troede fuldt og fast på, at adoptionen foregik korrekt og lovligt, og hun er forarget over, at oplysninger om Pastor George og børnehjemmet ikke nåede familien langt tidligere.
- Vi gik jo naive ind til adoptionen, fordi vi havde tillid til myndigheder og adoptionsbureau. Når man ser tilbage på det mønster, der har været på børnehjemmet med franarrede børn, har vi simpelthen ikke fået de oplysninger, vi burde have fået, siger hun.
Du kan Annette Blicher Hansen, Jørgensen Kristiansen og Kumar og Kala Chandra Kristiansen i 'Det store adoptionstyveri' på DRTV eller i aften 21.25 på DR1.
Og du kan se mere om historien i fortællingen her: