Forhold efter forhold har den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jakob Scharf samme svar på tiltalerne om, at han i bogen ”Syv år for PET” har brudt sin tavshedspligt:
- Jeg mener ikke, der er tale om en fortrolig oplysning.
I Retten i København var Jakob Scharf i dag igen i vidneskranken, og anklageren stillede spørgsmålene til den tidligere chef for PET.
Efter en rum tid stoppede undertegnede med at tælle, hvor mange gange Jakob Scharf besvarede spørgsmålene med dét svar.
Det er en uge siden, Jakob Scharf for første gang satte sig i vidneskranken, men i dag gennemgik anklageren én efter én de 28 forhold, som Jakob Scharf er tiltalt for.
Alle handler om, at han har talt over sig og brudt den tavshedpligt, han er underlagt som tidligere ansat i PET.
I en bog udgivet af tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen skriver han, at han i sin bog kun vil nævne navne på dømte islamister af respekt for sin tavshedpligt. Er du enig i det, spurgte anklageren.
Jakob Scharf nævner nemlig navnet på den kendte islamist Shiraz Tariq i bogen, der ikke er dømt, og beskriver ham som en person, PET stødte på i ”mange terrorsager”.
- Jeg er nødsaget til at sige, at det her med tavshedspligt beror på en konkret vurdering af hver sag. Jeg mener ikke, det er sådan, at PET helt generelt ikke kan give oplysninger om konkrete personer. Det har man også gjort flere gange.
- Jeg er ikke enig i, at det er en fortrolig oplysning på den måde, jeg har videregivet den i bogen, forklarede Jakob Scharf.
Særlige hensyn under en efterforskning
I bogen fortæller den tidligere PET-chef, at efterretningstjenesten i 2007 fik et tip fra en amerikanske samarbejdspartner i en konkret terrorsag, hvor en yngre mand blev anholdt.
Men anklager Sonja Hedegaard dokumenterede i dag, at Jakob Scharf dengang sagde til medierne, at han ”ikke kunne kommentere, hvem tippet i sagen kom fra.”
Hvorfor kan du så sige det nu?, ville anklageren vide.
- Da jeg siger det, er vi to uger efter anholdelsen i sagen. Vi er på det tidspunkt i gang med en omfattende efterforskning, og der gælder nogle særlige hensyn. Helt anderledes kan det forholde sig, når efterforskningen er afsluttet, sagde Jakob Scharf til sit forsvar.
Han forklarer, at hans tavshed i medierne dengang handlede om at holde kortene tæt til kroppen i efterforskningen og ikke skyldtes, at der var tale om fortrolige oplysninger.
”Jeg har sagt det på pressebriefinger”
Jakob Scharf fortalte i dag i retten, at han står inde for alle de citater, der er gengivet i bogen ”Syv år for PET,” og at han har haft dem alle til gennemsyn.
Han erkender også, at oplysningerne i bogen stammer fra hans tid i PET:
- Det afgørende for mig er, om der er fortrolige oplysninger i mine citater. Der er ingen oplysninger, der hidrører fra fortrolige dokumenter.
Samtidig forsvarede han sig flere gange med, at han også har delt mange af oplysningerne i bogen på flere møder med pressen, da han var chef i PET – såkaldte pressebriefings.
- Det gjorde vi på en måde, så der ikke var noget til direkte citat for journalisterne. Du kan ikke dele fortrolige oplysninger med journalister, der ikke er sikkerhedsgodkendt. Og derfor har vi jo foretaget en nøje vurdering af, at de oplysninger, vi delte med journalisterne, ikke var fortrolige.
I retten har den nuværende chef for PET, Finn Borch Andersen, fortalt, at han mener, at Jakob Scharf videregiver fortrolige oplysninger i bogen. Blandt andet oplysninger om PET’s samarbejdspartnere og arbejdsmetoder.
Det samme har Lykke Sørensen, der er tidligere juridisk chef i PET, gjort. Hun arbejdede sammen med Jakob Scharf, da han var chef i perioden 2007-2013.
Afhøringen af Jakob Scharf fortsætter de næste to retsdage. Der forventes dom i starten af december.