Det sker sjældent, at vi kan sidde herhjemme og glæde os over mere sol og højere temperaturer end de landsmænd, der er draget sydpå for at slappe af.
Ikke desto mindre er det tilfældet i netop disse dage, hvor en historisk varm maj lakker mod enden, og det ifølge kalenderen i morgen bliver sommer.
Vi har derfor taget et kig på vejrudsigten i en række af de destinationer, som mange danskere hvert år valfarter til for at få fyldt godt vejr på tanken.
Men turen til Las Palmas, Garda-søen eller Nice kan man altså i hvert fald i denne weekend og i den kommende uge spare sig selv for, hvis målet alene er at få så godt vejr som muligt.
Lunkent vejr sydpå
En situation, der ifølge meteorolog og vært på Vores vejr Søren Jacobsen ikke ændrer sig lige med det samme.
- Det kommer til at være mere lunkent vejr i Spanien, det sydlige Frankrig og til dels Italien i den kommende uge også, og de vil også flere steder få forbigående byger, siger han.
Vil man i løbet af den næste uges tid absolut en tur ud over landets grænser og opleve Europa, men uden at vinke farvel til den bagende sol og skyfri himmel, lyder rådet: Bliv i Nordeuropa.
- Det er i det sydlige Skandinavien, Tyskland, Polen og ned mod Balkan, at vi har regulære sommertemperaturer.
- Det er fordi, den varme luft kommer fra sydøst. Det er faktisk næsten den nøjagtig samme vejrsituation, der giver kulde om vinteren, fordi luften kommer ind over os fra de vide, russiske stepper på kontinentet.
- Det er sjældent pivende varmt i hele Europa på samme tid, og hvis man tænker tilbage på sidste sommer, så lå varmen dernede, hvor vi forventer det, nemlig omkring landene ved Middelhavet.
- I år ligger højtryk og lavtryk omvendt, og de har ikke flyttet meget på sig, fordi de nærmest er låst, fortæller Søren Jacobsen.
Nemmere at falde i søvn
Efter en weekend, hvor det strålende sommervejr fortsætter herhjemme, bliver det i den kommende uge dog knap så hedt.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for i hvert fald nattesøvnen, lyder det optimistiske budskab.
- Vinden er også på vej til at vende herhjemme i Danmark. Det bliver knap så drønende varmt, men det ser ud til fortsat at være meget tørt. Så det bliver nemmere at falde i søvn om natten, men det ligner trods alt stadig strandtemperaturer omkring de 22 til 25 grader, siger Søren Jacobsen.
Ifølge vejrværten får det forrygende sommervejr over Danmark til gengæld en afslutning i midten af juni, hvor der ifølge DMI's månedsprognose sker et vejrskifte, der fører lavere temperaturer og mere ustadigt vejr med sig.