Om to år skal forældre og lærere på alle landets folkeskoler vænne sig til et nyt it-system. Det samme skal forældre og pædagoger i de fleste af landets daginstitutioner. Systemet kommer til at hedde Aula.
Det er her, forældre i fremtiden skal følge med i skemaet, tjekke lektieplanen og skrive beskeder om glemte gummistøvler.
Kommunernes eget it-selskab, Kombit, skal styre udviklingen af systemet, mens Netcompany skal producere det.
Mulighed for at skrue op og ned
I dag oplever mange forældre, at de drukner i information fra skolen eller fra andre forældre på SkoleIntra.
Men det vil blive nemmere at undgå, når Aula kommer, lover Poul Christiansen, der er vicedirektør i Kombit.
- Det skal være muligt at lave individuelle justeringer og tilpasninger. Vi kender det som forældre, at man i perioder har mere eller mindre overskud, og der skal man kunne skrue op og ned for forældreinteraktionen, siger Poul Christiansen.
- Vil det betyde, at jeg får mere eller mindre at vide som forælder?
- Det vil betyde, at du får det mest nødvendige at vide fra lærere og forældre, men i forhold til alt det andet vil du kunne lave individuelle tilpasninger.
Små og store børn på én gang
I modsætning til SkoleIntra vil også forældre til børn i børnehaver og vuggestuer i de fleste af landets kommuner komme med i Aula. Og det vil også gøre det lettere for familier med flere børn, mener Poul Christiansen.
- Det har den fordel, at vi som forældre har ét sted at få et overblik over både børn i folkeskole og daginstitution, siger han.
Udover de funktioner som lektieplaner, skemaer og beskeder fra lærere, der allerede i dag findes i SkoleIntra, vil Aula også kunne rumme egentlige undervisningsforløb over nettet. Skoler og daginstitutioner vil få mulighed for at tilføje særlige moduler til undervisning til systemet.
Tidsplanen skal holde
SkoleIntra blev grundlagt af de to lærere Carsten Borre Larsen og Bent Thomsen i 1999 og det har altså taget næsten 20 år at udvikle systemet til det, det er i dag. Aula har været på vej, siden den daværende regerings kom med sin digitaliseringsstrategi i 2013. Planen var egentlig, at et nyt system skulle have været taget i brug allerede sidste år.
Men Poul Christiansen er ikke i tvivl om, at Aula vil blive færdig på de to år, der er, til systemet skal sættes i gang efter sommerferien i 2019.
- Kan I nå det?
- Selvfølgelig, siger Poul Christiansen.
SkoleIntra, der i dag drives af firmaet itslearning, vil fortsat blive videreudviklet og markedsført til især privatskoler.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a599186f36187a406e0283ef8