En hælerimistænkt mand kan med følgeskab af danske betjente rejse hjem til Danmark, hvor det vil blive afgjort, om han skal tiltales i sagen om millionsvindel med tilskudsmidler.
Det har en dommer i retten i Kempton Park i Sydafrika netop besluttet.
- Du er løsladt, lød dommerens afgørelse efter et kort retsmøde.
Dermed er udfaldet af mandens retsmøde det samme, som det var ved retsmødet i en anden retssal tidligere i dag, hvor den hovedmistænkte i sagen, 64-årige Britta Nielsen, stod foran en dommer.
Var i landet på studievisum
Omkring klokken 13.30 dansk tid kom den hælerimistænkte mand op ad en trappe midt i retssalen i Kempton Park med en vagt ved sin side. Han var iført joggingbukser, en grå dunjakke og medbragte en sportstaske.
Anklageren i sagen, Johan du Toit, fik ordet som den første, og han fortalte den kvindelige dommer, at der i stedet for en regulær udleveringssag er indgået en aftale om frivillig tilbagevenden.
Derefter fik den hælerimistænktes forsvarsadvokat ordet og fortalte om aftalen.
Forsvarsadvokaten læste også en erklæring op fra manden, hvoraf det fremgik, at han er indforstået med, at sigtelserne mod ham kan blive udvidet efter hjemkomsten. Og at han vil samarbejde med de betjente, der skal følge ham hjem til Danmark.
Forsvarsadvokaten oplyste desuden, at den hælerimistænkte har opholdt sig i Sydafrika på et studievisum.
Derefter gik ordet tilbage til anklageren, der fortalte, at der er booket billet til manden på et fly med afrejse allerede i dag. Han oplyste, at det præcise afrejsetidspunkt ønskes hemmeligholdt.
Usædvanlig aftale
Den højst usædvanlige aftale om de to danskeres hjemvenden blev indgået mellem deres forsvarere og anklagemyndigheden i morges, og nu har de altså hver især fået en dommers ord for, at de må forlade Sydafrika.
I juridisk forstand betyder det, at de rejser frivilligt hjem uden at være anholdt, og at der ikke kommer en formel udleveringsproces. En sådan proces kan trække i langdrag, og aftalen er en genvej til at få de mistænkte tilbage på dansk jord.
- Normalt når man modtager en udleveringsanmodning fra et andet land, ville vi anholde vedkommende, og i henhold til konventionerne skal man så inden for et vist tidsrum fremlægge den fulde dokumentation i sagen, siger anklager Johan du Toit.
I stedet blev anklageren præsenteret for et forslag om at give hånd på en frivillig tilbagevenden. Det var en aftale, som anklagemyndigheden i Danmark har været inde over.
- Det er meget usædvanligt. Jeg har været i dette fag i mange år, og det er første gang, at det er gået så hurtigt. Det viser, hvad der kan opnås, når alle arbejder sammen, siger Johan du Toit.
De to danskere bliver fulgt i lufthavnen af betjente fra sydafrikansk Interpol, og på selve flyrejsen hjem får de selskab af danske betjente.
Det er han mistænkt for
Modsat Britta Nielsen har en dansk domstol besluttet, at den hælerimistænkte mand skal beskyttes af navneforbud.
Derfor kan DR Nyheder ikke bringe oplysninger, der gør det muligt at identificere manden. Vi kan alene oplyse, at han har en personlig relation til den hovedmistænkte.Britta Nielsen er mistænkt for at have begået selve svindlen, mens hun arbejdede i tilskudsforvaltningen i Socialstyrelsen samt Børne- og Socialministeriet.
Manden er mistænkt for at have modtaget penge, jordlodder og ejendomme i Sydafrika for sammenlagt mindst 3,6 millioner kroner fra Britta Nielsen. Penge, som ifølge den danske anklagemyndighed menes at stamme fra det formodede svindeludbytte.
Britta Nielsen er mistænkt for at have begået selve svindlen, mens hun arbejdede i tilskudsforvaltningen i Socialstyrelsen samt Børne- og Socialministeriet.
Ifølge arrestordren på manden, som DR Nyheder er i besiddelse af, er han desuden mistænkt for at have overført sammenlagt 472.000 kroner fra sin bankkonto i Sydafrika på et tidspunkt, hvor han ifølge den anklagemyndighed burde have vidst, at pengene kunne stamme fra kriminalitet.
Ifølge arrestordren blev pengene overført den 23., 24. og 26. oktober.
Manden blev anholdt i den internationale lufthavn i Johannesburg den 30. oktober, hvor han forsøgte at rejse ud af landet på en envejsbillet.
Yderligere to personer, to kvinder beskyttet af navneforbud, er sigtet for hæleri i sagen.