Sydafrikansk forsvarsadvokat: Hælerimistænkt vil gerne til Danmark

Den anholdte i svindelsagen nægter sig skyldig og vil løslades mod kaution.

- Ved næste retsmøde vil vi anmode om, at min klient kan blive løsladt mod kaution, siger forsvarsadvokat Piet Du Plessis. (© Illustration: Mette Ehlers)

En mand er blevet varetægtsfængslet i Sydafrika i forbindelse med den store svindelsag i Socialstyrelsen.

Han er mistænkt for at have begået hæleri af særlig grov beskaffenhed ved at have brugt en del af udbyttet af den mangeårige svindel med tilskudsmidler.

Manden nægter sig skyldig, fortæller hans sydafrikanske forsvarsadvokat, Piet Du Plessis.

- Han afviser at have begået nogen forbrydelser i Sydafrika såvel som i Danmark, siger advokaten.

Vil gerne til Danmark

Danmark har anmodet om at få den hælerimistænkte udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) forventer, at den proces vil tage et stykke tid, fortæller politiinspektør Thomas Anderskov Riis.

- Der kører en proces med de lokale myndigheder, og det skal vi have respekt for at afvente. Det kan tage noget tid, og vi må vurdere, om den pågældende ønsker at komme til Danmark, siger han.

Ifølge den sydafrikanske forsvarsadvokat vil den anholdte på nuværende tidspunkt gerne tilbage til Danmark.

- Han kan selvfølgelig ændre mening, men det er hans holdning på nuværende tidspunkt, siger Piet Du Plessis.

Vil løslades mod kaution

Advokaten fortæller, at det ikke kan udelukkes, at sydafrikansk politi også kommer til at efterforske, om der er sket noget kriminelt i Sydafrika i forbindelse med svindelsagen.

Men en sådan efterforskning er ifølge advokaten ikke i gang lige nu. Derfor er manden alene varetægtsfængslet, fordi Danmark ønsker ham udleveret og har fået ham efterlyst internationalt.

- Ved næste retsmøde vil vi anmode om, at min klient kan blive løsladt mod kaution. Det er en mulighed, mens vi afventer behandlingen af den verserende begæring om udlevering, siger advokaten.

Sydafrika har tiltrådt en international udleveringsaftale, men det er op til de lokale myndigheder at vurdere, om der er grundlag for at udlevere manden.

- De danske myndigheder skal dokumentere deres grundlag for at ønske ham udleveret grundigt, siger Piet du Plessis.

Da den anholdte er beskyttet af navneforbud, er det ikke muligt for DR Nyheder at bringe detaljer, som gør det muligt at identificere ham.

Det er derfor heller ikke muligt at oplyse, hvilken relation han har til den hovedmistænkte i sagen, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der fortsat er efterlyst internationalt.