Tre kvinder og en mand er sigtet i sagen om millionsvindel med tilskudsmidler. Tirsdag blev manden anholdt, da han forsøgte at rejse ud af Sydafrika.
Han er mistænkt for at have brugt en del af de penge, der gennem en længere årrække er forsvundet fra Socialstyrelsens tilskudsforvaltning.
- Det er for vidtgående at sige, at det er et gennembrud. Men jeg tror, det er en meget vigtig brik i forhold til den samlede opklaring af denne sag, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om anholdelsen.
Den hovedmistænkte i svindelsagen, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, er fortsat på fri fod.
Det samme gælder de to andre kvindelige mistænkte, der ligesom den anholdte mand er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, da de menes at have fået del i det store svindeludbytte.
- Det er lukket land
Anholdelsen af manden i Sydafrika har været hemmeligholdt af hensyn til efterforskningen. Det samme gælder den internationale arrestordre, der førte til, at han blev anholdt i den internationale lufthavn i Johannesburg.
Politiinspektør Thomas Anderskov Riis ønsker ikke at oplyse, om der også er taget skridt til at anholde de to hælerisigtede kvinder.
- Selve efterforskningen og de værktøjer, vi anvender, kan jeg naturligvis ikke komme ind på. Det vil ganske enkelt være helt forkert, fordi de mistænkte så vil kunne positionere sig i forhold til den del. Det er lukket land, siger politiinspektøren.
Danske Bank lavede underretning
I går kom det frem, at bagmandspolitiet allerede i 2012 blev advaret om, at Anna Britta Troelsgaard Nielsen havde lavet mistænkelige overførsler.
Hun havde overført fem millioner kroner til sin private konto og til en erhvervskonto til et stutteri, hun dengang var indehaver af.
Ved en fejl blev sagen ikke efterforsket af bagmandspolitiet. I stedet røg den videre til Skat som en formodning om skatteunddragelse. Og derefter fortsatte pengene med at strømme ud af tilskudsforvaltningen i yderligere seks år.
Bagmandspolitiet kan ikke oplyse, hvem der lavede underretningen. Eller om der var mere end én advarsel om kvinden, hvilket kan have været tilfældet.
Men ifølge DR Nyheders oplysninger lavede i hvert fald Danske Bank en indberetning til bagmandspolitiet i 2012.
To underretninger om andre personer
I lyset af erkendelsen om den manglende efterforskning har bagmandspolitiet kigget grundigt på, hvad der ellers har været af underretninger om mistænkelige overførsler fra tilskudsforvaltningen.
Det har tilvejebragt to underretninger om mistænkelige pengeoverførsler i 2014 og 2016, som vedrører andre personer end Anna Britta Troelsgaard Nielsen.
Thomas Anderskov Riis vil ikke oplyse, om nogen af de overførsler er gået direkte til den anholdte mand, eller om han er en af de personer, bagmandspolitiet blev underrettet om.
- Nu skal det næste arbejde afdække, præcis hvad hans rolle er, og hvad de øvrige mistænktes rolle er i sagen, siger han.
Varetægtsfængslet en uge frem
Politiinspektøren vil heller ikke oplyse, om anholdelsen af manden betyder, at politiet er tættere på at få anholdt Anna Britta Troelsgaard Nielsen.
- Jeg har ingen kommentarer til, hvor hun eventuelt skulle opholde sig.
Forsvarsadvokaten for den anholdte mand, Henrik Dupont Jørgensen, bekræfter, at hans klient er blevet anholdt og har været for retten i dag, hvor han er blevet varetægtsfængslet i foreløbig en uge.
DR Nyheder har været i kontakt med forsvarsadvokaten for den ene af de hælerisigtede kvinder. Advokaten har ingen kommentarer til sagen.
Det er ikke lykkedes DR Nyheder at komme i kontakt med den anden kvindes advokat.
De tre hælerimistænkte er beskyttet af navneforbud.