Flere politikadetter er på vej: De første sidder stadig fast i overenskomststrid

De første politikadetter blev færdige 1. september, men er endnu ikke kommet i arbejde.

Mads Andersen (t.v.) og Thomas Birkkjær (t.h.) havde troet, at de som nyuddannede politikadetter skulle hjælpe med grænsebevogtningen. I stedet må de forlade sig på vikarjobs. (© DR)

151 håbefulde har søgt om en plads på politikadetuddannelsen.

Det er et stykke under de 474, der søgte, da der i starten af året kunne søges om optagelse første gang.

Det første hold kadetter - på 56 personer - er nu færdige med uddannelsen, men virkeligheden på den anden side har været alt andet end lys.

Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen er nemlig stadigvæk ikke blevet enige om en overenskomst for kadetterne. Derfor er de kadetter, som blev færdige 1. september, altså fastlåst i en faglig konflikt.

To af dem er Mads Andersen og Thomas Birkkjær. De er begge flyttet til Aabenraa, hvor de i dag deler en lejlighed.

- Det er utroligt, at det kan tage så ufattelig lang tid at blive enige, og det er rigtig surt, at det skal gå ud over os, siger Thomas Birkkjær.

- Langt størstedelen af os har fundet lejligheder eller investeret i biler, og så ligger der ikke noget job klar til os, som vi ellers var blevet lovet.

Havde ikke regnet med at bruge uddannelse på vikarjobs

Det meste af deres tid i Aabenraa er gået med at sove længe, træne, se fjernsyn eller spille computer og ellers bare vente på nyt i konflikten.

Først for nylig har de fået noget at rive i. Politiet har hjulpet dem med at få forskellige vikarjobs – f.eks. hos Gråsten Salater og Bilka – hvilket har givet dem en lille følelse af hverdag og rutiner.

Mads Andersen (t.v.) og Thomas Birkkjær (t.h.) har brugt en masse tid på at se fjernsyn og spille computer, mens Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen strides om politikadetternes overenskomst. (© DR)

- Det var ikke lige det, som man regnede med at skulle bruge sin uddannelse på, men det er en hjælp, og vi tager imod al hjælp med åbne arme, siger Mads Andersen.

Ellers har de måttet forsørge sig med Politiforbundets konfliktstøtte på omkring 12.000 kroner før skat og hjælp fra familien.

- Det sætter jo også vores familier under et økonomisk pres, at vi står i den her situation, for vi har jo ingen indtægt, så det er der, vi er nødt til at låne penge fra, hvis det er, siger Thomas Birkkjær.

Tålmodighed har en grænse

Der er ifølge Politiforbundet ingen fremskridt i forhandlingerne, der brød sammen tilbage i juni, og derfor er det fortsat uklart, hvornår kadetterne kan komme i gang med at aflaste politiet.

Ventetiden har dog allerede fået flere af Mads Andersen og Thomas Birkkjærs kadetkolleger til at søge ind til politiet i stedet for at vente på at kunne komme i gang med at aflaste politiet.

Endnu har ingen af de to planer om det samme, men tålmodigheden har også sine begrænsninger.

- Lige nu kommer der stadig lidt opdateringer fra politiet og Politiforbundet, men hvis det stopper, så vil det være nok. Så stopper vi også, siger Mads Andersen.

OPTAG PÅ UDDANNELSEN

  • 1. september 2017: 37 begynder på studiet

  • 1. juni 2017: 24 begynder på studiet

  • 1. marts 2017: 56 begynder på studiet

  • Kilde: Rigspolitiet