Så længe der ikke er nogen overenskomst, vil Thea Green Larsen ikke tage imod et job som politikadet, når hun er færdiguddannet 1. september. Så enkelt er det.
Hun mener, at de studerende på politikadetuddannelsen bør være ansat som tjenestemænd ligesom på basisuddannelsen, hvor man bliver politibetjent.
- Hvis vi skal rende rundt i en blå uniform, og der står politi på ryggen af os, så skal der være bare et eller andet, der ligner en tjenestemandsoverenskomst, siger Thea Green Larsen, der i øjeblikket læser til eksamen.
- Ellers deler vi os op i et a- og b-holdspoliti, som vi snakkede om, da vi startede, siger hun og tilføjer:
- Hvis ikke, vi bliver accepteret som tjenestemænd, hvad er vi så?
For Thea Green Larsen handler det om selvfølelsen forbundet med det at bære politiuniform – den uniform, der ifølge hende altid er nogle mennesker, der har en mening om. Og det at møde danskerne på godt og ondt.
Hør mere i klippet herunder:
Søvnløse nætter og mange tårer
Én ting er, at overenskomsten endnu ikke er i hus, noget andet er, at der er blevet lavet ændringer undervejs i uddannelsesforløbet. Det involverer blandt andet typen af arbejdsopgaver.
- Vi er blevet lovet, at vi skulle køre med arrestanter, vi skulle stå bevogtning og mange andre ting, fortæller Thea Green Larsen.
Men det er ikke længere tilfældet. Nu er det det udelukkende grænsekontrol, der er udsigt til, hvilket ærgrer den 19-årige politikadetstuderende.
- Der har været mange søvnløse nætter, mange diskussioner og mange tårer. Både med familie, venner, på skolen med undervisere og alle er hammerfrustrerede, siger hun
Thea Green Larsen håber, at der på sigt bliver mulighed for at komme til København og arbejde, hvilket det var som udgangspunkt. Men den mulighed blev også trukket tilbage undervejs i uddannelsesforløbet
Politikadet som springbræt
På trods af udfordringerne har Thea Green Larsen ikke fortrudt, at hun startede på politikadetuddannelsen, da hun har lært mange ting og ikke mindst fordi, hun har fået et indblik i politiverdenen.
- At lugte lidt til politidrømmen og finde ud af, om det er noget for mig eller slet ikke noget for mig, siger hun.
Hør mere i klippet herunder:
Grundet de mange uforløste forventninger til uddannelsen har de studerende talt om, hvilke konsekvenser det eventuelt kan have, hvis man springer fra – når man på sigt ønsker at komme ind på politiets basisuddannelse.
- Vi er nervøse for, at de kunne komme til at se dårligt på os, hvis vi har droppet uddannelsen, fordi vi ikke var tilfredse nok, siger Thea Green Larsen og tilføjer:
- Når vi så søger videre på basisuddannelsen, har vi så allerede et minus?