Field's holdt et minuts stilhed på årsdag for angreb: 'Det er utrolig rørende'

For et år siden blev tre personer dræbt, da psykisk syg mand skød i indkøbscentret. I dag blev ofrene mindet.

Årsdag for skyderiet i Field's blev markeret klokken 12 i butikscentret i Ørestaden i København. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Tiden stod stille i et minut i Field's i dag klokken 12.

Flere butikker havde allerede et kvarter før valgt at få kunderne ud og lukke ned for gitteret for at tage hen til hovedindgangen af centret, hvor selve mindehøjtideligheden fandt sted.

I Fætter BR var der ellers gang i kunderne og børnene, frem til klokken nærmede sig 12. Her tonsede flere børn rundt i et Paw Patrol-legetårn ved butikkens indgang.

Det lykkedes dog for en resolut medarbejder at få lukket ned for børnenes festligheder to minutter i 12 og få forældrene til at bære de ellers så legeivrige børn ned fra tårnet.

- Et minuts stilhed starter nu, lød det fra højttalerne i hele Field's, hvorefter stilheden også lagde sig over Fætter BR.

Henne ved centrets hovedindgang fandt selve mindehøjtideligheden sted. Her stod flere af centrets gæster og ansatte stille på flere af shoppingcentrets etager.

Shoppingcentret Field's holdt et minuts stilhed for at minde ofrene for angrebet for et år siden:

'Det er utrolig rørende'

Lisbeth Andersen var en af dem, der var taget til Field's for at deltage i mindehøjtideligheden. Men hun var der også for et år siden, da tre personer blev dræbt af skud fra en psykisk syg mand.

Hun kalder det meget rørende at være med.

- Det er utrolig rørende for alle de mennesker, der har svært ved at komme videre efter det, der er sket, siger hun.

Hun mener, at der er brug for forståelse for, at dem, der har oplevet en så voldsom hændelse, som den der fandt sted for præcis et år siden, kan have brug for en timeout til at kunne komme videre.

Hun fortæller, at hun netop også er dukket op i centret i dag for at finde andre som hende, der også var der den dag, angrebet fandt sted.

'Vi sad og håbede, at vi klarede det'

Kristine Nina Casmose er butiksassistent i en butik i Field's og var til stede, da det skete.

- Jeg er her for at vise min støtte, og så jeg jo stadig berørt den dag i dag af, hvad der skete, siger hun.

På selve dagen, da angrebet fandt sted, gemte hun sig med sin søster og 14 andre i et baglokale.

- Der sad vi og håbede, at vi klarede det, siger hun og glæder sig over, at hun og hendes søster stadig er i live.

Se interviewet med Kristine Nina Casmose, hvor hun fortæller, hvad det betyder for hende at deltage i dag i videoen her:

Mor fik opkald fra søn i Field's

Jeannie Henningsen var også taget til Field’s. Mens hun og hendes mand for præcis et år siden sad hjemme på terrassen, ringede hendes mand telefon. Det var deres søn, der var i Field's.

- Jeg kunne høre, det var min søn i telefonen, og min mand sagde: "Hvor er der terror?" Så kørte min mand, og jeg stod tilbage uden rigtig at vide, hvad der skete, fortæller hun.

Jeannie Henningsens søn skulle have været i Tivoli for et år siden. Men i stedet var han taget i Field's. Han ringede hjem og fortalte, at der var terror i butikscentret. (© DR)

Det viste sig heldigvis, at hendes søn var kommet ud ad en bagindgang i centret, så der ikke skete ham noget, fortæller hun.

- Der var så mange uskyldige mennesker, der er blevet berørt af det her. Dem synes jeg vi skal vise respekt og omsorg for, siger Jeannie Henningsen.

Field's havde på forhånd opfordret alle, der havde lyst til at lægge blomster på dagen, til i stedet at donere et valgfrit beløb til organisationen Headspace. Headspace hjælper psykisk syge børn og unge i hele landet.