- Please ikke skyd. Jeg er ægte, ikke skyd.
Sådan fortalte en kun 13-årig dreng om det dramatiske øjeblik, hvor han talte til gerningsmanden under skyderiet i shoppingcentret Field's sidste år.
Hurtigtsnakkende, med få vejtrækninger og med sin storesøster tæt på fortalte han med sine egne ord, hvordan han forsøgte at få gerningsmanden til at stoppe sine handlinger.
Videoafhøringen af den dengang 13-årige dreng blev i dag afspillet i Københavns Byret. Den blev lavet få dage efter skyderiet.
Her fortalte den 13-årige, at han var taget ud i shoppingcenteret 3. juli sidste år, hvor han sammen med sin ven skulle købe sko.
De havde dog på turen besluttet sig for at få noget mad, og de var derfor gået op til restauranterne øverst.
- Vi ser folk begynde at løbe. Vi spørger, hvad der sker, så hører vi brag, der kommer bag fra, fortalte den 13-årige dengang.
Lå på rulletrappen: "Please ik skyd"
Den 13-årige dreng flygtede mod en rulletrappe i centeret sammen en række andre personer.
- Jeg tænkte først, at der var nogle, der jokede. Da jeg så ham, gik det op fra mig, hvad der var sket.
Drengen beskrev i videoen, hvordan han så gerningsmanden stå for enden af den rulletrappe, som drengen netop havde bevæget sig ud på. Kun ganske få trin nede.
- Han skyder en til to gange. Jeg ser en, der ligger og er ramt, forklarede drengen.
Der var tale om en kvinde, der var blevet ramt i benet.
- Han sigter mod folk. Han stod for enden, og han skyder op, fortalte drengen, der hørte flere skud. Et af dem smadrede rulletrappens glas.
På et tidspunkt stoppede rulletrappen med at køre, og den 13-årige dreng kom ned at ligge.
Her hørte han gerningsmanden råbe:
- Han råber sådan: "Arh det er ikke ægte, du er ikke ægte," fortalte drengen om mødet med den bevæbnede mand.
- Jeg siger: "Det er ægte. Jeg er ægte."
- Jeg siger: "Please, ikke skyd, ikke skyd. Jeg har en familie. Vil du have min telefon, bare tag den, men ikke skyd," siger han.
- Jeg er ægte, ikke skyd.
I afhøringen fortæller drengen, at han troede, at gerningsmanden måske troede, han drømte noget.
I en politiafhøring kort efter angrebet har den nu 23-årige tiltalte fortalt, at det var en dreng, der talte til ham undervejs, og det fik ham "ud af det", og at han stoppede med at skyde.
- Afhørte (tiltalte red.) råbte til mand: "Du er ikke ægte." Herefter svarede manden: "Jeg er ægte", står der i en politirapport.
Drengens forklaring om ordene til gerningsmanden bakkes ligeledes op af flere vidner, som også var på rulletrappen under skyderiet.
- Vi er på vej ned ad rulletrappen. Folk maser. Og så ser vi ham komme ind fra siden neden for trappen og han begynder at skyde. Folk vælter som ved en dominoeffekt, fortalte en ung kvinde i retten i dag.
Hun hørte ligeledes den 13-årige dreng tale til gerningsmanden.
- Han siger til ham, at det er ægte, forklarede den unge kvinde i retten.
En anden ung kvinde havde også hørt drengen.
- Jeg hører en dreng, der siger, at vi har familie, og at han ikke skal skyde os. Det virker, som om den tiltalte begynder at tøve, forklarede hun.
Ifølge den 13-årige dreng forlod den 23-årige gerningsmand efterfølgende stedet, hvorefter den 13-årige sammen med en række andre flygtede ud af centeret.
Har ændret sig
Flere af vidnerne har i dag forklaret, hvordan deres liv har forandret sig efter skyderiet i shoppingcenteret.
De er stadig i dag plaget af mareridt, angst, og flere af dem har ikke kunne være på steder, hvor der har været mange mennesker.
Også den 13-årige dreng har været påvirket af episoden, kom det frem i retten, hvor en udtalelse fra hans lærer blev læst op.
Inden angrebet blev han beskrevet som humoristisk, ekstrovert og en kvik dreng. Han var glad for at gå i skole og en dreng, som deltager aktivt i timerne.
Efter angrebet, skriver læreren, at han ofte må have pauser fra undervisningen. Hans temperament er løbet af med ham flere gange, står der i erklæringen.
- Jeg har helt konkret måtte gå en længere tur med ham, da vi så en film, hvor nogle skød, skriver den 13-åriges klasselærer.
Hun skriver også, at han stadig har mareridt.
Tre personer blev dræbt i Field's, mens seks blev såret af skud.
Den 23-årige er tiltalt for tre drab og 11 drabsforsøg samt at have udsat en række andre personer for trusler og fare.
Den tiltalte mand erkender de faktiske omstændigheder, men nægter sig skyldig i anklageskriftet, da han ikke kan huske store dele af episoden i Field's.
Anklagemyndigheden kræver, at han bliver idømt en tidsubestemt anbringelsesdom på sikringen.