Fem centrale spørgsmål: Sådan afgøres Britta Nielsens skæbne i sydafrikansk ret

En dommer i Sydafrika skal tage stilling til, om Britta Nielsen skal udleveres til Danmark.

Det er i retten i Randburg i Johannesburg, at der skal tages stilling til, om Britta Nielsen skal udleveres til Danmark (Foto: Klaus Bach)

I morgen træder den svindelmistænkte Britta Nielsen for anden gang ind i retten i Johannesburg i Sydafrika, hvor der skal tages stilling til, om hun skal udleveres til Danmark.

Samtidig skal den hælerisigtede mand, der blev anholdt i sidste uge i Sydafrika for at være involveret i den store svindelsag, også for retten i morgen, men i byen Kempton Park.

Britta Nielsen er sigtet for at have franarret staten mindst 111 millioner kroner i tilskudsmidler mellem 2002 og 2018, da hun arbejdede i Socialstyrelsen samt Børne- og Socialministeriet.

Den mistænkte mand er sigtet for at have modtaget penge og ejendele til en værdi af omkring 3,6 millioner kroner fra Britta Nielsen, viser arrestordren, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Men hvorfor har Britta Nielsen et ønske om at blive udleveret til Danmark hurtigst muligt, og hvilke ting kan stå i vejen for en udlevering af de to sigtede personer?

DR Nyheders retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe, gør dig klogere på retsmøderne i morgen og giver en status på sagen neden for.

1

Hvad kommer der til at foregå på retsmødet med Britta Nielsen i morgen?

Efter planen skal Britta Nielsen møde første gang i retten i Randburg i Johannesburg klokken otte dansk tid, men det retsmøde er en ren formalitet, inden hendes sag efter planen skal behandles senere på dagen.

- Det er her, at retten skal vurdere, om Britta Nielsen kan udleveres til Danmark. Hvad udfaldet bliver vides ikke, for selv om Sydafrika tilsyneladende ikke har nogen interesse i at beholde hende, og hun gerne vil hjem til Danmark, så er der en række formalia, der skal være i orden, forklarer Trine Maria Ilsøe.

2

Hvorfor modsætter Britta Nielsen sig ikke en udlevering?

Britta Nielsens forsvarer i Danmark, Nima Nabipour, har sagt, at hun ønsker at komme til Danmark hurtigst muligt.

Det kan der ifølge Trine Maria Ilsøe være flere grunde til:

- En af dem kan være, at hun godt ved, at hun alligevel bliver udleveret på et tidspunkt. En anden grund kan være, at hun hellere vil hjem til et dansk fængsel.

For anklagemyndigheden i Danmark er det en fordel, at hun vil gå med til en udlevering.

- Det gør, at deres påstand om udlevering ikke skal prøves ved flere retsinstanser. Den slags kan tage lang tid, fortæller DR's retskorrespondent.

3

Hvor langt er politiet i forhold til den mandlige mistænkte i sagen, som Danmark også vil have udleveret?

Den mandlige mistænkte blev anholdt i Johannesburgs internationale lufthavn i Sydafrika tirsdag i sidste uge. Han er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed, og Danmark vil også have ham udleveret.

Den hælerisigtede mand skal ligeledes for retten i morgen. Det sker i Kempton Park, som ligger tæt ved den lufthavn, hvor han blev anholdt. Her skal retten - ligesom med Britta Nielsen - tage stilling til, om han kan udleveres til Danmark.

Ifølge arrestordren er han sigtet for at have modtaget penge og ejendele til en værdi af omkring 3,6 millioner kroner fra Britta Nielsen. Derudover fremgår det af arrestordren, at han kort før sin anholdelse overførte cirka én million sydafrikanske rand svarende til omkring 472.000 kroner til andre konti. Overførslerne skal være lavet ad tre omgange den 23., 24. og 26. oktober.

4

Hvilke ting kan stå i vejen for, at Britta Nielsen og den hælerisigtede mand ikke bliver udleveret?

Det kan eksempelvis være, hvis Sydafrika ikke mener, at de danske myndigheder har begrundet begæringen om udlevering grundigt nok. Der kan også være være nogle diplomatiske hensyn, forklarer DR Nyheders retskorrespondent.

Britta Nielsen blev anholdt tidligt i morges i Sydafrika.
5

Hvad er de næste skridt, hvis de mistænkte bliver udleveret til Danmark?

Hvis eller når Britta Nielsen og den hælerisigtede mand kommer tilbage til Danmark, skal de hver især fremstilles for en dommer inden for 24 timer, fortæller Trine Maria Ilsøe.

- Det vil fungere som et almindeligt grundlovsforhør, hvor anklageren vil begære dem varetægtsfængslet, hvilket retten så skal tage stilling til, siger hun.

Derefter vil sagen fortsætte som andre straffesager, hvor politiet vil fortsætte efterforskningen og formentlig afhøre de sigtede.

- Derefter vil anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses tiltale, siger Trine Maria Ilsøe.