Faktatjek: Uffe Elbæk angriber statsministeren med usand påstand

Det er ikke korrekt, når Uffe Elbæk siger, at statsministeren får svært ved at leve op til sit eget løfte om 20 procent elbiler i 2030. Regeringen har nemlig aldrig skrevet under på det, som Uffe Elbæk hævder.

Uffe Elbæk, leder i Alternativet. (Foto: © JEANNE kORNUM, (c) DR/Scanpix)

Uffe Elbæk spurgte i Folketingets spørgetime Statsministeren ind til nogle af partiets mærkesager, nemlig klima og grøn omstilling. Alternativets leder anklagede regeringen for, ikke at leve op til sine egne internationale forpligtelser:

- Jeg står her med teksten fra COP21-aftalen, hvor regeringen jo har skrevet under på, at i 2030 der vil mindst 20 procent af alle biler være elbiler på vejene her i Danmark og rundt om i verden, sagde han til statsministeren i spørgetimen.

Men det er ikke korrekt, fortæller DR’s Detektor. Regeringen har nemlig ikke skrevet under på det dokument, som Uffe Elbæk siger. Det fortæller chefforhandler fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Anette Ejersted:

- Nej, det er ikke sandt. Danmark har ikke tilsluttet sig nogen specifikke mål i forhold til antallet af elbiler på de danske veje, siger hun til Detektor.

Det forkerte papir i hånden

Det papir, som Uffe Elbæk står med i Folketingssalen, er slet ikke en del af COP21-aftalen, som han ellers siger. Det er derimod en deklaration, som ikke er underskrevet af nogen nationale regeringer:

- COP21-aftalen siger noget om det overordnede i forhold til at reducere udledning. Den siger ikke noget specifikt om elbiler. Denne her deklaration er en hensigtserklæring, som det er værd at bemærke, at den for det første ikke forpligter dem, der tilslutter sig, til specifikke mål.

- Og for det andet, i forhold til det, vi har fået oplyst så er det fortrinsvis virksomheder og organisationer, der har tilsluttet sig denne her deklaration. Danmark har ikke tilsluttet sig, siger Anette Ejersted.

Spørger både statsminister og klimaminister

Uffe Elbæk stiller ikke op til et interview med Detektor, fordi fejlen ifølge Alternativet er ”en mindre ting” og ”ikke særlig interessant.”

Ikke desto mindre var det vigtigt nok til at bruge tid på det i Folketingets spørgetime. Ligesom det var vigtigt nok til at stille et §20-spørgsmål til Energi-, Forsynings- og Klimaministeren samme dag med samme faktuelt forkerte udgangspunkt.

Alternativet sender blot en mail til Detektor:

- Vi undskylder fejlen, men vi var i god tro og byggede på informationer fra Information og Concito, skriver de.

Alternativet sender ”aben” videre

Selvom hverken dagbladet Information eller den grønne tænketank CONCITO kalder papiret for COP21-aftalen, så har de rigtig nok tidligere beskrevet en dansk tilslutning:

- Endnu mere ude af trit med den af styrelsen forventede udvikling er den danske regerings tilslutning under klimatopmødet COP21 i Paris til den såkaldte Electro-Mobility Declaration and Call to Action, skrev Informations både i december 2015 og marts 2016.

- Konkret har Danmark i henhold til tillægsdeklarationen om elektrificering af transport-sektoren fra COP21 i Paris allerede forpligtet sig til at arbejde for at 20 pct. af alle køretøjer skal være elektrificeret i 2030, skrev CONCITO i et brief i september 2016.

Men efter at have undersøgt sagen beklager både dagbladet og tænketanken overfor Detektor. Information kalder det en fejl, og CONCITO omtaler det som en misforståelse. Oplysningerne er rettet begge steder.

Se hele indslaget i Detektor her