Socialdemokratiet har flere gange bakket op om regeringens stramninger på udlændingeområdet. Og skal man tro partiets udlændinge- og integrationsordfører, Dan Jørgensen, er der god grund til stramningerne:
- Forrige år fik vi 21.000 mennesker, som vi gav asyl. Med familiesammenføringer bliver det omkring 35.000. Til sammenligning fik vi i hele 90’erne, altså da det gik galt primært i Bosnien, der fik vi et par og tyvetusinde. Det vil sige, at vi fik markant flere på et år, end vi gjorde op igennem hele 90’erne, sagde han forleden i P1.
Dan Jørgensen kommer altså med tre påstande, som DR2-programmet Detektor har faktatjekket:
- •
I 2015 gav Danmark asyl til 21.000 personer.
- •
Med familiesammenførte, når tallet op på 35.000
- •
Vi fik markant flere asylansøgere i 2015 end vi gjorde igennem hele 90'erne
Fik 21.000 mennesker asyl i 2015?
Tal fra Udlændingestyrelsen og Danmarks Statistik viser, at der i 2015 var 21.316 personer, der søgte om asyl i Danmark. Men det betyder ikke, at vi gav asyl til 21.000 personer, som Dan Jørgensen påstår. Der var 10.849 personer, der fik asyl i Danmark i 2015.
- Vi gav ikke asyl til 21.000 personer i 2015. Der var 21.000 personer, der søgte om asyl i Danmark i 2015, og det er ikke det samme, siger afdelingsleder hos Danmarks Statistik, Dorthe Larsen, til Detektor.
Hun forklarer samtidig, at der er tidsforskydning ved asylsager, hvilket betyder, at de personer, der søgte om asyl i 2015, ikke nødvendigvis fik asyl i samme år.
Men heller ikke når man ser på, hvor mange af dem, der kom i 2015, som ender med at få asyl, har Dan Jørgensen ret.
Dan Jørgensen: Det er selvfølgelig forkert
Faktisk har Dan Jørgensen selv spurgt integrations- og udlændingeministeren om status på de 21.316 asylansøgere, der i 2015 søgte om asyl. Og svaret lød, at der i september 2016 var cirka 5.850 personer ud af de 21.316 personer, der søgte om asyl i 2015, som havde fået afslag på asyl eller opgivet deres ansøgning om asyl.
Hvis alle de resterende personer, der søgte om asyl i 2015, ender med at få asyl, giver det anslået 15.450 personer. Altså stadig flere tusinde færre end det tal, Dan Jørgensen brugte i P1.
Dan Jørgensen erkender over for Detektor, at han ikke udtrykte sig klart:
- Det er selvfølgelig forkert, at jeg ikke fik sagt, at det var dem, som søgte om asyl, siger han og forklarer, at det, han egentlig ville have frem, er, hvor mange af dem, som kom i 2015, der faktisk ender med at få asyl.
Fik 35.000 asyl og familiesammenføring?
Dan Jørgensens påstår også i radioudsendelsen, at antallet af familiesammenførte og antallet, der har fået tildelt asyl i 2015, tilsammen når op på 35.000 personer.
Tal fra Danmarks Statistik viser dog, at der sidste år var 11.645 personer, der i 2015 fik tilladelse til, at komme til Danmark på grund af familiesammenføring. Sammenlagt med antallet af personer, der fik asyl i 2015 - de 10.849 - giver det på 22.494 i alt. Altså et godt stykke fra de 35.000, som Dan Jørgensen nævner.
Der er dog flere ting, man skal være opmærksom på, når man opgør antallet af familiesammenførte, fortæller Dorthe Larsen:
- For det første at det ikke kun er familiesammenføring til flygtninge. Det er også familiesammenføring til personer med dansk oprindelse for eksempel, siger hun.
- For det andet skal vi være opmærksomme på, at den person, som har fået asyl, ikke nødvendigvis får tilladelse til familiesammenføring samme år. Og der kan også godt være noget tidsforskydning der.
Dan Jørgensen: Det bedste bud
Dan Jørgensen oplyser til Detektor, at han baserer påstanden om de 35.000 på et estimat over, hvor mange af de flygtninge, der kom til Danmark i 2015, som ender med at få asyl, og hvor mange af dem, der så vil få familiesammenføringer de efterfølgende år.
- Det er et estimat, der bygger på de regnemetoder, som Udlændingestyrelsen og KL bruger. Det her er det bedste bud, jeg kan give på fremtiden, siger han.
Markant flere end i 90'erne?
I den tredje og sidste påstand fra Dan Jørgensen, som Detektor har faktatjekket, sammenligner han antallet af af personer, der fik asyl i 2015 med, hvor mange der fik asyl i Danmark igennem hele 1990'erne.
Tal, som Danmarks Statistik har fundet frem i arkiverne, viser, at godt 61.000 personer fik asyl i Danmark i 90'erne, mens op mod 77.500 personer fik familiesammenføring. Altså 138.500 personer i alt.
Der var altså over 100.000 flere personer, der fik asyl og familiesammenføring i 1990'erne, end de 35.000 Dan Jørgensen nævnte i P1.
Dan Jørgensen: Jeg mente kun Ex-jugoslavien
Til Detektor forklarer Dan Jørgsensen, at han i sin udtalelse ikke mente alle flygtninge, men kun de flygtninge, der kom fra det borgerkrigshærgede Ex-jugoslavien, mellem 1992 og 1996. Han sammenligner altså en specifik gruppe flygtninge i en årrække i 90'erne med samtlige flygtninge i 2015.
- Jeg referer til Bosnien. Det, jeg taler om, er krigen i Ex-Jugoslavien. Forstod man, hvad jeg mente, selvom jeg fik udtrykt mig mindre præcist? Det tror jeg, at man gjorde, siger Dan Jørgensen.
Dan Jørgensen mener derfor ikke, at Detektors faktatjek ændrer hans konklusion. Samtidig mener han heller ikke, at han havde nogen bevidst grund til at overdrive tallene.
Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.