Vil man tabe sig, er det ikke mangel på kostråd, der er problemet. Dem er der nemlig rigtig mange af, og forleden kom endnu et på banen - nemlig at protein fra kød giver mere mæthed end protein fra grøntsager.
- Folk, der har meget mavefedt, og gerne vil tabe sig (...), de har faktisk bedre af at spise kylling frem for bønnerne. Sådan lød det i sidste uge fra ernæringsrådgiver Michelle Kristensen, da hun gæstede Go’ Morgen Danmark på TV2. En pointe hun underbyggede med, at animalske proteiner giver mere mæthed end vegetabilske proteiner.
- Hvis man gerne vil tabe sig, så ved vi bare, at de her proteiner (animalske, red.), de giver mere mæthed (...), kontra de vegetabilske kilder.
En seer bad Detektor se nærmere på påstanden, som viser sig ikke at holde. En konklusion Michelle Kristensen da også erkender:
- Det var noget sludder, jeg fik sagt i Go´ Morgen Danmark i sidste uge, og jeg er oprigtig ked af det, jeg fik sagt, skriver hun i en mail til Detektor.
Ligegyldigt hvor proteiner stammer fra
De eksperter, Detektor har talt med, fortæller da også, at det ikke er kilden til proteinerne, der afgør, hvor meget de mætter.
- Proteiner består af en masse forskellige aminosyrer. Og der kan være forskel på, hvor meget de enkelte aminosyrer mætter. Men der er ikke forskel på den samme aminosyrers mæthedseffekt – uanset om den kommer fra kød eller grøntsager, fortæller professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet Anne Raben.
Man spiser ikke kun proteiner
Samme melding lyder fra Inge Tetens, der er professor ved Fødevareinstituttet på DTU. Hun påpeger samtidig, at det ikke giver mening kun at forholde sig til proteinernes effekt.
- Det vigtigste her er jo, at der er forskel på de andre ting, som findes i eksempelvis bønner og kylling. Man spiser jo ikke kun proteinet – man spiser en hel fødevare eller en ret. Og ser vi på de andre ting, der findes i kylling og bønner - for eksempel kostfibre og andre kulhydrater - kan der sagtens være forskel på, hvor meget det mætter, siger hun og tilføjer:
- Og mit bedste bud vil være, at det er bønnerne, der mætter mest, for der er masser af kostfibre i. Og kostfibre har en betydelig mættende effekt.
En pointe, som bakkes op af ny forskning udført af blandt andre Anne Raben, som viser, at vegetabilske proteinkilder mætter mere end animalske. Men det er ikke nødvendigvis på grund af proteinerne, fortæller Anne Raben.
- Hvis man erstatter en animalsk proteinkilde med en vegetabilsk, i det her tilfælde frikadeller med bønner og ærter, så ser man faktisk, at den vegetabilske proteinkilde mætter meget mere i tiden efter, man har indtaget måltidet. Også selvom der er mindre protein i den vegetabilske proteinkilde. Og det hænger formentlig sammen med fibrene, som ofte kommer sammen med de vegetabilske proteinkilder, siger hun.
Michelle Kristensen: Klappen gik ned
Detektor har efterfølgende spurgt Michelle Kristensen, hvorfor hun sagde som hun gjorde, når det nu er forkert.
- Det er lidt ligesom at være til eksamen, når man er på live-tv. Og lige præcis den dag prøvede vi nogle nye ting af i programmet, og det har åbenbart fået mig til at sige forkert. Klappen gik simpelthen ned, siger hun og tilføjer:
- Jeg må indrømme mine fejl og jeg kan godt forstå I sætter spørgsmålstegn ved min udtalelse, for det ville være fatalt hvis jeg oprigtigt mente det. Jeg begår fejl ligesom alle andre mennesker og jeg vil gøre mit allerbedste for, at det ikke sker igen.
Færre kalorier og motion kan give vægttab
Detektor har selvfølgelig spurgt eksperterne om et godt kostråd. Og her lyder svaret – måske ikke så overraskende – at hvis det handler om vægttab, skal fokus være på at indtage mindre energi, end man forbrænder.
- Det er summen af alt det, du kommer i munden, der er afgørende. Og det er ikke noget, der sker over natten. Det er det lange seje træk, hvor man skal indtage mindre end det, man har brug for over en længere periode, siger Inge Tetens og anbefaler også motion som en mulighed.
- Man kan eksempelvis dyrke motion, så man forbrænder flere kalorier. Og det kan man så kombinere med, at man kommer lidt færre kalorier i munden. Så skal det nok gå, men det tager tid.