Faktatjek: DF oversælger grænsekontrollens effekt på kriminelle udlændinge

Der er ikke dokumentation for Dansk Folkepartis påstand om, at den danske grænsekontrol fanger en masse kriminelle udlændinge. Det fortæller Detektor.

Dansk Folkepartis påstand om at grænsekontrollen fanger en masse kriminelle, kan ifølge Detektor ikke dokumenteres. (Foto: © Jens Nørgaard, (c) Scanpix)

Danmarks deltagelse i det Europæiske politisamarbejde, Europol, risikerer snart at være fortid. Men skal man tro Dansk Folkeparti kan danskerne trøste sig ved, at vi fortsat har grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

- Vi har fået en grænsekontrol, hvor vi også fanger en masse kriminelle udlændinge op, lød det fra partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen i TV-Avisen den 13. oktober. En påstand som også kunne høres tidligere samme dag fra partiets gruppeformand Peter Skaarup.

- Jeg har da i hvert fald en klar formodning ud fra almindelig sund fornuft, at selvfølgelig kan det lade sig gøre at dæmme op for udlændinges kriminalitet i Danmark, hvis man står på grænsen, sagde han til TV2-News.

Påstanden om, at grænsekontrollen fanger en masse kriminelle op, kan dog ikke dokumenteres, fortæller Detektor.

Politiet har ikke tallene

Den midlertidige grænsekontrol blev indført den 4. januar i år og løber langs den dansk-tyske grænse. Området dækker dermed to politikredse: Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands- og Lolland-falsters Politi. Og det er herfra Rigspolitiet henter data om grænsekontrollen.

Men Rigspolitiet oplyser til Detektor, at de ikke har tal for, hvor mange kriminelle udlændinge der rent faktisk er blevet anholdt på grund af grænsekontrollen.

- Der findes ikke en samlet oversigt over antallet af kriminelle personer truffet ved den midlertidige grænsekontrol. Dette ville kræve en gennemgang af de enkelte sager, skriver Rigspolitiet i en mail til Detektor.

Flest taget for trafikforseelser

Rigspolitiet har dog opgjort, at politiet i alt har rejst 694 sigtelser ved grænsekontrollen fra 4. januar, hvor den blev indført, og til slutningen af juni. En opgørelse politiet faktisk lavede på baggrund af et spørgsmål i Folketinget fra Martin Henriksen.

Det er dog ikke oplyst om sigtelserne er rejst mod udlændinge eller ikke-udlændinge. Til gengæld kan man se, at der er tale om mange forskellige typer af kriminalitet. Størstedelen af sigtelserne – 272 - drejer sig om trafikforseelser – eksempelvis manglende kørekort, sele eller eksempelvis narkotikakørsel. Herudover er der blandt andet sigtelser om våbenloven, tyveri, menneskesmugling, dokumentfalsk.

De eneste sigtelser, man med sikkerhed kan sige handler om udlændinge, udgør 20 sigtelser. Det er sigtelser om indrejseforbud og ulovligt ophold, begge efter udlændingeloven. Dertil kommer, at der kun er tale om 20 sigtelser og altså ikke domme.

Afviste er ikke kriminelle

Dansk Folkeparti henviser desuden til de personer, som bliver afvist ved grænsen, når de taler om kriminelle udlændinge, der er fanget ved grænsen. Og det var ifølge politiets hjemmeside 2.497 personer indtil 17. oktober.

Detektor har spurgt rigspolitiet, om de afviste kan kategoriseres som kriminelle udlændinge, men det kan de ikke, skriver de til redaktionen.

Man er altså ikke automatisk kriminel udlænding, fordi man bliver afvist ved grænsen - blandt andet fordi det ikke er ulovligt at gå op til en grænse og blive afvist. De 2.497 afviste personer dokumenterer altså ikke påstanden om, at den danske grænsekontrol fanger en masse kriminelle udlændinge.

DF: Vi skal have flere tal

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, mener ikke, at der er problemer med Martin Henriksens påstand om, at grænsekontrollen fanger en masse kriminelle udlændinge op.

Han henviser til de 2.497 afviste personer samt til de 20, der er sigtet for overtrædelse af indrejseforbud og ulovligt ophold. Peter Kofod Poulsen peger også på de personer, der sigtet for menneskesmugling, men hverken Dansk Folkeparti eller politiet ved dog, om der er tale om udlændinge.

Peter Kofod Poulsen erkender dog, at området kunne belyses bedre.

- Altså tallene kunne jo have været noget klarere, og det skal vi selvfølgelig have udpenslet langt klarere i fremtiden.

Men hvis man gerne vil indgå i en debat, er det så ikke også en god ide at have tal for det, man påstår?

- Absolut, og de tal vi så trods alt har, det er så dem, som myndighederne har oplyst, og som jeg vil have udboret endnu mere, så vi kan få en mere retvisende debat fremadrettet.

Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.