Politikernes ultimative krav bryder med dansk tradition

Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser bryder med traditionen på Christiansborg, hvor politikerne ofte undgår de ultimative krav og i stedet forhandler. Det fortæller Detektor.

Situationen på Christiansborg, hvor blandt andre Liberal Alliiance stiller ultimative krav til regeringen, er usædvanlig. Her ses statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Anders Samuelsen (LA) til møde i Publicistklubben. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Liberal Alliances ultimative krav til regeringen om topskattelettelser på fem procentpoint har sat godt gang i dansk politik. For på den anden side af statsministeren står regeringens andet støtteparti, Dansk Folkeparti, og siger nej.

Det lyder umiddelbart som en umulig situation for statsministeren. Men historien har vist, at ultimative krav ofte ikke er ultimative, når de kommer fra politikere. Og det er der en grund til - danske politikere er nemlig nødt til at forhandle:

- Ultimative krav er ikke noget, vi er vant til i dansk politik. For vi har et flerpartisystem, hvor man forhandler. Og hvis ikke man forhandler kan man ikke få et flertal, og derfor bliver man nødt til at gå på kompromis. Det er det, som er kendetegnet ved dansk politik, og derfor er det sjældent, at der stilles ultimative krav, fortæller Lars Bille, der er lektor emeritus på Institut for Statskundskab, til Detektor.

Bruges sjældent

Også det nye parti Nye Borgerlige stiller ultimative krav, inden de overhovedet er stemt ind i Folketinget. Politisk analytiker hos DR Nyheder Bjarne Steensbeck mener derfor, at danskerne i øjeblikket er vidne til et sjældent spil blandt politikerne:

- Det er blevet et forkætret udtryk. Det er et udtryk, man afviger fra at bruge. Og når politikerne alligevel i øjeblikket gør det – endda i stor stil - så er dramaet kæmpe stort på Christiansborg. For det er noget, man normalt holder sig fra.

- Herinde er der ikke et parti, der bare kan tromle noget igennem. Man har en forhandlingskultur, hvor man skal samle et flertal for at få noget igennem. Derfor er der forståelse for, at vi er nødt til at arbejde sammen. Hvis man siger ”ultimativt, jeg vil kun mit,” så kommer du ikke ret langt, forklarer Bjarne Steensbeck.

"Man har et standpunkt, til man tager et nyt"

Detektor har i samarbejde med Lars Bille fundet en række historiske eksempler på ultimative krav. Fælles for dem er, at politikerne har været tvunget til at trække i land og komme med en forklaring.

Lars Bille peger blandt andet på et eksempel fra folketingsvalget i 1966, hvor tidligere statsminister Jens Otto Krag (S) forud for valget afviste at samarbejde med SF.

- SF blev dannet som et udbryderparti fra Kommunistpartiet. Og Socialdemokraterne havde altid bekæmpet kommunisterne med næb og kløer. Derfor ville de også bekæmpe SF med næb og kløer, og ville derfor ikke samarbejde med dem.

- Men da der kom et flertal bag Jens Otto Krag, som inkluderede SF, blev der alligevel forhandlinger. Og her sagde Krag det, som er blevet en perle i dansk politik: ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, siger Lars Bille til Detektor.

Enhedslisten trodsede ultimativt krav

Et nyere eksempel kommer fra Enhedslisten, der i 2012 krævede en jobgaranti op til finanslovsforhandlingerne i 2012.

- Det kan ikke blive mere ultimativt, når vi siger, at der ikke kan blive en aftale uden det problem er løst, sagde Enhedslistens Frank Aaen.

Men partiet støttede alligevel Finansloven i 2012, og det måtte Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen senere forklare på et pressemøde:

- Selvom den her aftale fuldstændig åbenlyst ikke gør det, der er behov for - ikke løser problemet, så kunne vi ikke få os til at sige nej, sagde hun dengang.

Kan føre til politikerlede

Det er ikke omkostningsfrit at stille ultimative krav, fortæller Lars Bille. For når politikerne ikke står fast på deres krav, kan det føre til politikerlede i befolkningen:

- Og tilliden til politikerne er jo i forvejen meget lav, og en forklaring kunne jo være, at de ikke holder ord. Politikeren der ikke holder fast i kravet risikerer jo at miste tillid, siger Lars Bille.

Samme melding lyder fra DR Nyheders Bjarne Steensbeck, som også peger på, at medierne spiller en rolle. Journalisterne jagter nemlig ultimative krav, fordi det skaber drama:

- For os er det med til, at sætte verden i brand herinde på Christiansborg. Og man får jo positionerne og holdningerne tegnet hårdt op. Men for politikerne er det med til at gøre ting frygteligt besværlige. For hvis man siger ultimativt, så kan man ikke bevæge sig, forklarer han.

Se mere om politikernes ultimative krav i Detektor torsdag klokken 21 på DR2.