Forskellen på, hvad lønmodtagere og kontanthjælpsmodtagere får udbetalt er noget, der kan få sindene i kog i dansk politik. Og debatten i forbindelse med Folketingets åbning, var ingen undtagelse. Her kastede De Konservatives Søren Pape Poulsen nemlig endnu en sammenligning ind i debatten.
- Må jeg give jer et eksempel med Jannie fra Bjerringbro. (…) Hun er enlig mor med to børn. Hun arbejder 30 timer om ugen som sosu-assistent. Hun har 16.500 kroner om måneden efter skat, lød det fra Søren Pape Poulsen, der samtidig fortalte, at en mor til to på kontanthjælp får 17.600 kroner udbetalt om måneden - en påstand partiet også delte på Facebook i sidste uge.
Detektor har faktatjekket påstanden om, at moren på kontanthjælp får udbetalt 1.100 kroner mere om måneden end moren, der arbejder som sosu-assistent. Og det viser sig, at der er en afgørende forskel på de to familier i Søren Pape Poulsens sammenligning.
Børnebidrag medregnet
Tallene for Jannie Vesterbæk samlede indkomst stammer fra et TV2-indslag, hvor hun fremlagde sin samlede indtægt efter skat. Tallene for den enlige mor på kontanthjælp henter Søren Pape Poulsen fra Beskæftigelsesministeriet, som har regnet på, hvad en enlig mor på kontanthjælp med to børn kan få udbetalt.
Men der er en væsentlig forskel på de to eksempler. Moren på kontanthjælp har i ministeriets eksempel begge børn boende og ministeriet har derfor medregnet et standard børnebidrag - penge, som betales af faren.
Jannie Vesterbæk fra TV2-indslaget forsørger derimod kun det ene af sine to børn. Det andet bor hos faren, og derfor modtager Jannie Vesterbæk ikke børnebidrag fra faren.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Modtog Jannie Vesterbæk et standard børnebidrag ligesom moren i eksemplet fra ministeriet, ville hun få udbetalt mere end den enlige kontanthjælpsmodtager.
Søren Pape: Diskussion afspejler problem
Detektor ville gerne have spurgt Søren Pape Poulsen, om han mener, at det er retvisende at sammenligne to familietyper, der har forskellige forsørgervilkår. Men han er på efterårsferie i udlandet, og har derfor svaret på mail.
- De to eksempler ligner hinanden så meget, at det illustrerer, at en enlig mor på kontanthjælp med to børn ikke lever i fattigdom, skriver han og tilføjer:
- At vi overhovedet ender i en sådan diskussion om, hvorvidt børnebidraget er medregnet eller ej viser, at der er for lille gevinst ved at tage et arbejde.
Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.