FAKTA Så meget giver vi til indsamlinger

Gårsdagens indsamling til Syrien og nabolande samlede 86 millioner kroner ind. Det er et stykke fra de indsamlinger, vi har støttet mest.

86 millioner kroner blev resultatet af gårsdagens indsamling. Det ligger et stykke fra de indsamlinger, hvor der er givet flest penge. (© DR/TV 2)

Danskerne var rundhåndede foran fjernsynet i går aftes, da DR og TV 2 sammen med 12 nødhjælpsorganisationer samlede ind til Syrien og fire andre lande.

86 millioner kroner blev der samlet ind. Af dem går mindst 87 procent til direkte til velgørenhed, mens resten bruges til at dække omkostninger til produktion af showet, administration med videre.

De 86 millioner kroner er dog et stykke fra rekorden for, hvad der er indsamlet til andre shows. Eksempelvis den indsamling, som Kræftens Bekæmpelse og TV 2 har holdt de seneste par år. Alene sidste år indsamlede showet 153 millioner kroner.

DR og TV 2 lavede også et fælles indsamlingsshow i 2011 med titlen ’Afrika Nu’, hvor overskuddet gik til sultende på Afrikas Horn. Her blev der indsamlet 111 millioner kroner – eller over 115 millioner kroner, hvis man korrigerer for, at priserne er steget.

Anden gang DR og TV 2 gik sammen om show

I begyndelsen af hvert år arrangerer DR også en indsamling til humanitære formål sammen med nødhjælpsorganisationerne under titlen Danmarks Indsamling.

I år blev der indsamlet 101,2 millioner kroner til ”uretfærdighed”, mens rekorden er fra 2010, hvor der blev samlet ind til Afrikas kvinder, Afrikas fremtid samt til Haiti, der kort forinden var blevet ramt af et katastrofalt jordskælv.

Her greb danskerne til lommen og donerede mere end 132 millioner kroner – eller hvad der svarer til mere end 141,4 millioner i dag.

Til sammenligning er der et stykke fra de store indsamlingsshows og ned til nødhjælpsorganisationernes egne landsindsamlinger, der typisk finder sted på én enkelt søndag. Kræftens Bekæmpelse indsamlede i år 34,6 millioner kroner, mens Røde Kors sidste år fik 20 millioner i de hvide indsamlingsbøsser.

Med til regnestykket hører også en række andre forhold. Gårsdagens Syrien-indsamling har udgifter for 5,4 millioner kroner, mens et show som Danmarks Indsamling kostede 13,5 millioner kroner sidste år.

Derudover markedsføres de forskellige indsamlinger over forskellige perioder. Gårsdagens fælles Syrien-indsamling blev først offentliggjort ti dage før selve showet, mens Knæk Cancer-kampagnen markedsføres over tre uger.