Mødet varede et par timer, tonen var høflig og smilene pæne.
Men der var ikke meget optimisme at spore hos de fagforeninger, som vil have Region Syddanmark til at hjælpe mere med at afdække, om folk på byggeriet af Nyt OUH får den løn og pension, de har krav på.
Tirsdag mødtes fagforeninger med totalentreprenøren og Region Syddanmark for at snakke om den samarbejdsaftale, de tre parter har, men som fagforeningerne mener, er brudt.
- Samarbejde og samarbejde. De bliver ved med at sige, at de vil være transparente og hjælpe, men jeg ved ikke rigtig....jeg er ikke særligt optimistisk med at tro på, at vi får de ting, vi beder om, lød det efter mødet fra Stig Søllested, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Interessant
Som DR har afdækket, viser kontrolrapporter blandt andet, at flere udenlandske medarbejdere er blevet underbetalt. Rapporterne er lavet af BDO og betalt af regionen, som burde have sendt rapporterne videre til fagbevægelsen, mener fagbevægelsen.
Aroldo Tegon, direktør for totalentreprenøren OHPT, forsikrede, at han og hans stab gør alt for at leve op til danske løn- og arbejdsvilkår, sådan som det står i kontrakten.
Den italienske direktør afviste ikke at give fagbevægelsen flere informationer.
- Det var et interessant møde for os, og vi skal have et opfølgende møde. Måske vil vi ændre noget. Vi har en kontrakt, som vi har underskrevet for længe siden, men i dag har vi også sagt, at vi er klar til at gøre det endnu bedre, lød det fra Aroldo Tegon.
De tre parter mødes inden længe igen, og i mellemtiden skal Region Syddanmark blandt andet have tjekket op på gdpr-regler og regler for at udlevere portdata, så man kan se, hvornår håndværkere er gået ind og ud af byggepladsen. Et markant ønske fra fagforeningerne, som tidligere har fået den slags data udleveret.
Nyt OUH bliver Danmarks største nybyggede supersygehus og skulle have stået klar i 2022. Byggeriet løber samlet op i cirka ti milliarder kroner.