Mysteriet om, hvordan en skulptur af anerkendte Ingvar Cronhammar i går endte på genbrugspladsen, er nu opklaret.
Lars Havelund, kommunikationschef fra Syddansk Erhvervsskole, forklarer, at der er sket en fejl.
- Skulpturen stod i vejen, og derfor tilbød en af vores kolleger at fjerne den, siger han.
- Det er jo rigtig ærgerligt, det er endt sådan, men det er det, der er sket, lyder forklaringen.
Han forklarer, at da Syddansk Erhvervsskole blev solgt til Tasfo Selskaberne, forsøgte man at flytte skulpturen, men at det ikke var muligt, fordi værket var gennemtæret af rust.
Derfor var intentionen at lade kunstværket blive stående.
- Der sker så det, at køberne har brug for at lave noget byggeri i området, og den viser sig at stå i vejen, siger Lars Havelund.
Dermed var det erhvervsskolen, der gav ordre til, at skulpturen skulle fjernes.
Skulpturen var cirka fem meter høj og udført med otte rustfrie søjler, der i top og bund var samlet i sortlakeret pladestål.
Kunstværket var en gave fra tunge odenseanske erhvervsvirksomheder, herunder Albani og Odense Stålskibsværft, som i 1993 forærede skulpturen til daværende Odense Tekniske Skole i forbindelse med et 150 års jubilæum.
- Jeg var meget glad for den skulptur
Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar fra Ingvar Cronhammar selv, men han siger til Fyens.dk, at han synes, "det er uanstændigt".
- Som minimum kunne man have kontaktet mig og drøftet sagen. Det kunne jo være, at man kunne have fundet en anden placering til den, siger han.
- Jeg har det faktisk rigtig skidt med det. Jeg var meget glad for den skulptur. Det kan da godt være, at den trængte til en kærlig hånd, men det er jo sådan set ejerens forpligtigelse.