Kunstfond forbereder erstatningssag efter skulptur-død

Hvem end der har beordret en Ingvar Cronhammar-skulptur i Odense revet ned, kan de se frem til et efterspil.

En stor skulptur af den anerkendte kunstner Ingvar Cronhammar er torsdag den 4. maj 2017 blevet revet ned ved Syddansk Erhvervsskole i Odense. (Foto: © Ivar Juel Nordentoft/Jysk Fynske, Scanpix)

Fredag skal formanden i Odense Bys Kunstfond, Anders W. Berthelsen, på jagt.

Han skal finde ud af, hvem der har givet ordre til at få revet en skulptur af Ingvar Cronhammar, som stod ved Munke Mose i Odense, ned.

- Det er helt vanvittigt. Jeg har aldrig oplevet i min tid som formand for fonden, at en af vores skulpturer er blevet revet ned og fjernet, siger han.

- Det er mig en gåde, hvordan nogen kan have givet tilladelse til det. Det tror egentlig heller ikke, at der er.

Kunstfonden ejede skulpturen, der oprindeligt blev givet til en erhvervsskole, som havde hjemme i nogle nærliggende bygninger. Skolen er siden flyttet fra bygningerne.

De nye ejere af bygningerne, Tasfo Selskaberne, er dog ikke ejere af skulpturen. Til Fyens Stiftstidende oplyser selskabets direktør, at de ikke har haft noget at gøre med skulpturen hverken før eller efter nedrivningen.

I Odense Bys Kunstfond gør man sig klar til at rejse et erstatningskrav.

- Jeg skrev i aftes rundt til de øvrige bestyrelsesmedlemmer og orienterede dem om situationen og forberedte dem på, at de nok på et tidspunkt skal forholde sig til en erstatningssag, siger Anders W. Berthelsen.

- Jeg kan ikke se andet for mig. Det er jo et kunstværk af værdi.

Det er ikke lykkedes for Odense Bys Kunstfond eller Odense Kommune at opklare, hvem der har givet ordren til at fjerne skulpturen.

/ritzau/