I slutningen af juli opdagede 19-årige Elise Harritz, at hendes apple-id var blevet hacket og havde fået adgang til hendes mest private billeder og videoer.
Blandt det hackede materiale var der billeder af Elise med og uden tøj på. Der var billeder fra private fester og seksuelle videoer, hvor hun blandt andet giver et blowjob til en, som hun var ved at finde sammen med.
Knap én måned senere gik det fra ondt til værre for Elise.
- Tjek din profil
Hun blev på Facebook kontaktet af en fyr, som hun ved, tidligere har delt hendes private billeder forskellige steder på nettet. Han skrev, at hun skulle tjekke sin profil.
Oralsex-videoen var blevet på lagt op på hendes profil, men hun kunne ikke selv slette den, da ham, der lagde videoen op, havde blokeret hende.
Trods mange anmeldelser fra venner og bekendte tog det Facebook knap 24 timer, før de fik slettet den meget personlige video. På det tidspunkt havde mere end 1.000 personer kommenteret videoen, og flere end 700 havde liket den.
- Jeg kunne intet gøre. Det eneste, jeg manglede, var hjælp fra Facebook. Ham, der lagde videoen op, vidste, at hvis han blokerede mig efterfølgende, kunne jeg intet stille op i forhold til at få fjernet videoen selv.
- Det er så underligt og uforståeligt af Facebook, at den video fik lov til at være på min væg i så lang tid. Jeg har min familie, mine venner og deres familier der. Alle kunne se det, siger Elise Harritz til DR Nyheder.
14-årig sagsøger Facebook
Elise Harritz er langt fra den eneste, der har oplevet, at det er ualmindeligt svært at få fjernet nøgenbilleder fra Facebook.
En unavngiven 14-årig pige fra Nordirland har sammen med sine forældre hevet Facebook i retten, fordi nøgenbilleder af den unge pige bliver ved med at dukke op på det sociale medie til trods for, at billederne gang på gang bliver slettet.
Facebook sletter nemlig ikke billederne permanent, og derfor kan billederne dukke op på det sociale medie igen og igen.
Videoen og nøgenbilleder af Elise Harritz bliver også ved med at dukke op i hemmelige Facebook-grupper, selv om de før er blevet slettet.
- Selv hvis jeg havde adgang til de hemmelige Facebook-grupper, hvor videoen bliver delt, så nytter det ikke noget, for videoen bliver delt igen og igen, så det er umuligt at følge med, siger Elise Harritz.
S vil hæve strafferammen
Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, har i dag indkaldt justitsminister Søren Pind (V) og børne- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) til åbent samråd om deling af krænkende billeder og hævnporno.
Trine Bramsen mener, at lovgivningen på området er for slap, og hun foreslår at strafferammen sidestilles med fysisk vold.
- Vi mener, at vi skal hæve strafferammen til tre år fra det nuværende halve år, som strafferammen er i dag for at viderebringe krænkende billeder. Dermed sidestiller vi det med fysisk vold, og det synes vi er helt rimeligt.
- Vi ser, at hævnporno bliver et større og større problem - ikke mindst blandt unge, og derfor er det vigtigt, at vi får ministrene på banen, så vi både sikrer forebyggende initiativer og får skærpet straffen, lyder det fra Socialdemokratiets retsordfører.
Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, har i sin blog på TV2 bebudet, at partiet vil foreslå, at man juridisk karakteriserer hævnporno og deling af nøgenbilleder uden samtykke som en seksuel krænkelse.
Skal Facebook handle proaktivt?
I sagen fra Nordirland har Facebook forsvaret sig med, at de har fjernet nøgenbilledet af den 14-årige pige, hver gang det er blevet anmeldt.
Og ifølge europæisk lovgivning er Facebook ikke forpligtet til at gennemgå alt materiale, der bliver lagt op af brugerne, hvilket gør, at Facebooks 'notice and take down'-procedure lovmæssigt er tilstrækkelig.
Men det kan retssagen fra Nordirland måske ændre på ifølge en juridisk professor.
- Spørgsmålet er, hvor langt Facebooks pligt rækker. Har mediet pligt til at handle mere proaktivt og tage flere foranstaltninger for at undgå, at ulovligt indhold lægges op igen og igen, hvis de har de tekniske muligheder til det? Det skal vi have en domstol til at afgøre, siger professor Søren Sandfeld Jakobsen fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet.
Retssagen mod Facebook forventes begyndt i det nye år. Hvis den 14-årige pige får medhold, kunne Elise Harritz sagtens forestille sig at begynde en lignende sag i Danmark.
- Jeg mener, at Facebook burde tage mere ansvar. De gør jo intet for at stoppe de grupper, hvor nøgenbilleder og videoer bliver delt. Og jeg mener ikke, at de, der deler hævnporno, skal have frit spil, som de mere eller mindre har i dag, siger Elise Harritz.
Gode og dårlige dage
Elise Harritz får jævnligt Facebook-beskeder fra fremmede, som for eksempel spørger, om "hun har travlt med at lægge nøgenbilleder ud af sig selv" eller "om hun har travlt med at sutte pik." Det er blevet en del af hverdagen for den 19-årige blogger og youtuber.
- I starten var jeg selvfølgelig rigtig ked af det, men det blev hurtigt afløst af vrede. Nu er jeg kommet frem til den konklusion, at det er blevet en del af mig. Jeg fortæller min historie og holder foredrag om det. Det er sindssygt vigtigt for mig, at jeg bliver hørt - også for andre pigers skyld.
- Den her video er blevet en del af mig og min identitet, og det har jeg lært at acceptere. Jeg kan stadig have dårlige dage, hvor jeg tænker, at jeg aldrig får en kæreste eller en familie, fordi jeg har denne fortid.
- Når jeg har mine gode dage, så overbeviser jeg mig selv om, at det ikke skal styre mig, og hvem jeg vil være i fremtiden. Jeg vil vise, at jeg er andet og mere end det, lyder det fra Elise Harritz.