”Hvem har nøgenbillederne af Elise?” bliver der spurgt. ”Det har jeg!”, bliver der svaret.
Sådan lyder et kommentarfelt i en lukket Facebook-gruppe bare tre kvarter, efter Elise Harritz havde udtalt sig for første gang om de konsekvenser, hun har oplevet ved at blive udsat for hævnporno.
Shitstormen og den negative interesse tager nemlig til i styrke, når man stiller op og fortæller om det, siger 19-årige Elise Harritz til Shitstorm på P1.
- Jeg har oplevet, at folk tager billeder af mig, når jeg bare vil besøge nogle venner, at folk råber efter mig på gaden, og at folk fra andre landsdele henvender sig personligt til mig og spørger efter eller driller mig med billederne. De ting oplevede jeg ikke, inden jeg stillede op i medierne.
Elise Harritz oplevede, at billederne på hendes telefon blev hacket via hendes apple-id. Både helt almindelige billeder og meget intime og private billeder lå pludselig frit tilgængeligt på facebook og andre sociale medier.
Vil selv bestemme, hvad der skal ud
Den seneste uge har der i medierne været et stort fokus på hævnporno, der både har været hovedemnet for en lang række avisartikler og en temaaften på DR2.
Elise Harritz har optrådt som case både hos TV2 og Radio24syv for at skabe fokus på problemet og for at forbedre sin egen situation.
Men hun har efterfølgende oplevet, hvordan nogle medier har fokuseret på de udfordrende billeder, hun selv lægger op på sociale medier.
Frustrerende, at folk ikke forstår, at det handler om, hvad man selv giver lov til, synes Elise Harritz.
- Allerede inden mine billeder kom ud, lagde jeg udfordrende billeder op, fordi det er sådan min Instagram er; det er sådan min Snapchat er, og jeg har ikke tænkt mig at ændre på det punkt, bare fordi, der er nogle idioter, der retfærdiggør, at min telefon er blevet hacket.
Nægter at give op
Elise Harritz kan godt nogle morgener vågne og tænke på at flygte langt væk og starte forfra. Men hun synes, det er vigtigt at tale om de konsekvenser det har, når man udsættes for at få lagt intime billeder ud til frit skue på internettet.
- Det er jo klart, at nogle morgener vågner jeg, og tænker ’er det her virkelig det, jeg vil? Skal jeg ikke bare rejse væk og starte helt forfra?’ Men jeg kan ikke opgive. Det nægter jeg simpelthen.
- Jeg har brug for at tale om det her, og jeg håber, at jeg trods alt kan gøre nogen klogere.