En retssag fra Nordirland, hvor en 14-årige pige har hevet mediegiganten Facebook i retten, da nøgenbilleder af hende er blevet publiceret mod hendes vilje, kan starte en flodbølge af lignende retssager mod Facebook.
- En sag som denne risikerer at åbne sluserne for andre civile søgsmål mod Facebook og andre sociale medier, siger mediejurist Paul Tweed fra advokatfirmaet Johnsons til avisen The Guardian.
Facebook fjernede billede, men blokerede ikke
Forældrene til den 14-årige pige siger, at pigen blev afpresset til at udlevere nøgenfotoet, som senere blev lagt op på en såkaldt ’shame page’ (side med hævnporno red.) på det sociale medie.
Her blev billedet fjernet flere gange efter appel fra familien. Men da billedet ikke blev permanent blokeret af Facebook, dukkede billedet op igen og igen.
Facebook afviser kritikken med begrundelsen, at man ved alle henvendelser fjernede fotoet fra det sociale medie.
Facebooks regelsæt forbyder deling af fotos af nøgne mennesker. Det sociale medie skanner i øjeblikket alle billeder, som bliver lagt op, og bruger Microsoft-programmet PhotoDNA til at blokere kendte børnepornobilleder.
Andre potentielt problematiske billeder såsom hævnpornobilleder skal først rapporteres og derefter vurderes af Facebook, før billedet bliver fjernet.
- Der er en udbredt følelse af, at Facebook ikke gør nok for at tage hånd om, hvad tjenestens egne regler forbyder, siger advokat John Carr fra firmaet Brett Wilson til The Guardian.
Retssagen mod Facebook forventes indledt i det nye år. Pigen har også indledt en sag mod manden, som angiveligt lagde nøgenbilledet op på Facebook.